Bygningsreglementets omtale af lufttæthed

Uddrag fra bygningsreglement BR10 (01.01.13) og SBi-anvisning 230. vejledning

4. Konstruktioner > 4.1 Generelt stk.1

Bestemmelse

Bygninger skal opføres, så der opnås tilfredsstillende forhold i funktions-, sikkerheds-, holdbarheds- og sundhedsmæssig henseende. Udførelsen skal være i overensstemmelse med god praksis, og der skal anvendes materialer, som er egnede til det aktuelle formål.

Vejledning

Forsvarlig udførelse af byggearbejder omfatter foruden sikkerhed for bæreevne, sundhedsmæssige forhold og en vis bestandighed også sikring mod rotter og andre skadedyr.
Bestemmelserne omfatter også opførelsesperioden, hvor opfyldelse af bestemmelserne indebærer, at kollaps og lignende skal forhindres. Bygningskonstruktioner mod undergrunden skal sikres mod radon, se kap. 6 om radonsikring. Den samlede bygningskonstruktion skal være lufttæt af hensyn til energiforbruget, se kap. 7 om energiforbrug.

Anvisning

Tilfredsstillende forhold er et almindeligt anvendt udtryk for, at alment anerkendte anvisninger for den tekniske udformning følges, og at rimelige forventninger udtrykt ved byggetraditioner er opfyldt.

For generel information om anvendelse af kvalitetsniveauer i byggeriet henvises til det indledende afsnit om kvalitetsbegreber.

Funktion
Bygninger og konstruktioner skal bibeholde deres funktion i hele den levetid, som kan anses for normal for bygningstypen i forhold til den påtænkte anvendelse.

Det sker, at bygningen i løbet af levetiden indrettes til nye funktioner og andre anvendelser. Her kan et mindre specifikt og mere generelt bygnings- og konstruktionsdesign samt valg af fleksible løsninger ofte give en mere anvendelig bygning.

Der skelnes mellem 'fleksibel bygningsfunktion' og 'fleksibel konstruktion'. En fleksibel bygningsfunktion og indretning vil ofte stille større krav til konstruktionernes ydeevne, mens en fleksibel konstruktion tillader, at bygningen anvendes til flere funktioner.

Holdbarhed
Bygningen og dens konstruktioner skal som minimum holde i hele den levetid, der kan anses for normal for bygningstypen i forhold til den påtænkte funktion. En bedre holdbarhed kan opnås ved at vælge løsninger, dimensioner og materialer, som i nogen grad mere end opfylder kravene.

En bygnings levetid vil være en funktion af mange parametre, fx anvendelse, konstruktionstype, materialer, vedligehold. Bygninger, der ikke fra starten er tænkt midlertidige, vil kunne forventes at have en levetid på mindst 50 år, og en levetid på 70 til 100 år kan anses for normal. Levetiden for bygningsdele afhænger af bygningsdelens funktion, materiale, vedligehold m.m. Levetiden for konstruktionsdele vil almindeligvis skulle svare til bygningens levetid som helhed. Ikke-bærende bygningsdele til klimaskærmen kan have en kortere levetid end bygningen som helhed, mens dele til bygningens aptering normalt vil have de korteste levetider, fx 10 til 30 år.

Robuste bygninger
En bygning anses for robust, når de kvalitetsmæssigt afgørende bygningsdele enkeltvis og i deres samvirken kun er lidt følsomme over for fejl og utilsigtede påvirkninger. Bygningsdele og materialer bør have overskud til at modstå mindre svigt. Minimering til grænsen af ydeevnen vil for almindeligt byggeri derfor ikke være tilrådeligt, da det ofte vil føre til et mindre robust bygværk, se i øvrigt DS/INF 146 (Dansk Standard, 2003a). Design og projektering bør have sigte på, at et bygværk i hele sin levetid til en vis grad er robust overfor utilsigtede forandringer og påvirkninger, ligesom der bør vælges løsninger, der er så enkle som mulige at udføre.

Bemærk, at der ved svigt tænkes på alle betydende situationer, hvor ydeevnen viser sig utilstrækkelig. Det vil sige både svigt af konstruktioner og svigt af bygningsfysisk ydeevne m.m. Vedrørende begreberne fejl, svigt, skade og mangel henvises til bekendtgørelse om kvalitetssikring af byggearbejder (Bekendtgørelse nr. 1117, 2010).

Bygningsdele kan betragtes som robuste, hvis de kan modstå utilsigtede men ikke sjældent forekommende påvirkninger i den normale levetid ved den påtænkte anvendelse. I den europæiske standard for projektering af bærende konstruktioner, Eurocode 0 (Dansk Standard, 2007e), stilles mere specifikke krav til konstruktioners statiske robusthed. En bærende konstruktion kan anses for robust, når de sikkerhedsmæssigt afgørende dele af konstruktionen kun er lidt følsomme over for utilsigtede påvirkninger og defekter, eller der ikke sker et omfattende svigt af konstruktionen, hvis en begrænset del af konstruktionen svigter, se i øvrigt kapitel 4.2, Dimensionering af konstruktioner, og kapitel 4.6, Fugt og holdbarhed.

God praksis
God praksis er et almindeligt anvendt udtryk for, at anerkendte anvisninger for den tekniske udførelse følges. God praksis omfatter også, at der tages hensyn til registrerede erfaringer fra praksis, fx udgivelser fra fonden Byg-Erfa [www.byg-erfa.dk]. God praksis svarer til god byggeskik.

God praksis omfatter også at følge alment anerkendte sædvaner og traditioner – også de uskrevne – som er skabt og udviklet af byggeriets parter gennem erfaringsopsamling fra praksis. Erfaringer med 'god byggeskik' og tilknyttede begreber er opsamlet af blandt andet Byggeskadefonden [www.bsf.dk].

Egnede materialer
Materialer, der har været anvendt i mange år, og som har vist sig egnede til formålet, vil ofte være at foretrække frem for ukendte materialer. Nye materialer eller materialer, der ikke er erfaring med til det påtænkte formål, bør prøves og vurderes før anvendelsen. Prøvningsresultater og vurderinger skal som hovedregel kunne dokumenteres.

Byggematerialer skal være forenelige med andre materialer, som de sammenbygges med i fysisk og kemisk henseende. Her skal man især være opmærksom på kemiske reaktioner, elektrokemisk korrosion, opfugtning fra byggefugt og nedbrydning af polymere materialer.

Bygbarhed
For at opnå holdbare og sikre bygninger skal bygningen være bygbar i praksis. God bygbarhed indebærer blandt andet at:

  • Konstruktioner, samlingsdetaljer og udførelsesmetoder er tænkt igennem og beskrevet i et fyldestgørende udførelsesgrundlag.
  • Materialer og bygningsdele kan indbygges og monteres korrekt under hensyntagen til forholdene på byggepladsen.
  • Bygningsdele kan modstå håndtering og montering på byggepladsen.
  • Byggeriet kan kontrolleres på en praktisk måde under udførelsen.

Komplicerede processer kan ofte med fordel udføres på fabrik eller værksted, hvor vilkårene for arbejdet almindeligvis er bedre end på byggepladsen. Sådanne bygningskomponenter skal kunne modstå påvirkninger under transporten til byggepladsen.

Udførelse
Under udførelsen skal der tages hensyn til såvel sikkerheden i bygningen som sikkerheden af midlertidige konstruktioner, fx til understøtning, afstivning eller støbning.

Sikkerhed af bygningen under opførelsen omfatter for eksempel sikkerhed mod væltning, kipning og ustabilitet af bygningsdele samt laste og lastkombinationer, der følger af udførelsen.

Lufttætte konstruktioner mod undergrund
Konstruktioner skal udføres lufttætte mod undergrund for at modvirke, at gasarten radon trænger ind i bygningen. Lufttæthed kan sikres ved at etablere et sammenhængende tæthedsplan omfattende alle konstruktionsdele mod jord, se desuden kapitel 6.3.3.2 om radon.

4. Konstruktioner > 4.6 Fugt og holdbarhed stk. 1

Bestemmelse

Bygninger skal udføres så vand og fugt ikke medfører skader eller brugsmæssige gener, herunder forringet holdbarhed og utilfredsstillende sundhedsmæssige forhold, se også kapitel 6, Indeklima.

Vejledning

Fugtpåvirkninger kan stamme fra regn, sne, overfladevand, grundvand, jordfugt, byggefugt, påvirkninger fra brugsvand samt luftfugtighed, herunder kondensfugt. Der henvises til Erhvervs- og Byggestyrelsens vejledning om håndtering af fugt i byggeriet.

Anvisning

Undgå fugt

Fugt i bygningsdele og konstruktioner kan medføre skimmelvækst, nedbrydning af materialer, nedsat isoleringsevne m.m. For at undgå opfugtning skal bygninger udformes, så:

  • Vandbelastning fra omgivelserne minimeres.
  • Vand og fugt afledes fra bygningen.
  • Konstruktionerne yder beskyttelse mod indtrængning af vand.
  • Konstruktionerne kan modstå normale vand- og fugtpåvirkninger.
  • Dannelse af skadelig kondens på og i konstruktioner, herunder på overflader, undgås.

Vand- og fugtbelastning
Den bedste forholdsregel mod skader og gener fra fugtpåvirkning er at udforme byggeriet, konstruktionerne og detaljerne, så vand- og fugtbelastningen bliver så lille som muligt. Se i øvrigt kapitel 4.1, stk. 5 og 6, vedrørende fugtforhold i byggematerialer.

Bygningen bør placeres og udformes under hensyntagen til vejr og vind. Læ for vind og vejr kan være en fordel for eksempel ved beskyttelse med bevoksninger og andre bebyggelser. Hvis facader og gavle eksponeres direkte for vind og vejr fra de dominerede vindretninger i åbent land, kan selv meget omhyggeligt udformede og udførte samlinger og tætninger have vanskeligt ved at beskytte mod vandindtrængning.

Konstruktioner bør udformes, så nedbør bortledes direkte, hurtigt og synligt. Eksempelvis kan langsom bortledning af regnvand fra tage eller nedløbsrør indbygget i konstruktioner erfaringsmæssigt give vanskeligheder.

Beklædningsmaterialer og samlingsdetaljer til facader og tag bør vælges under hensyntagen til de klimatiske forhold. Bygningsdele og samlinger bør udformes, så de yder konstruktiv fugtbeskyttelse af underliggende bygningsdele, fx ved overlap, drypnæser og to-trinstætninger, som sikrer bortledning af vand. Et stort tagudhæng kan beskytte sårbare samlinger mellem ydervæg og tag og samtidig reducere vandbelastningen på facadens øvrige dele.

Fugtisolering
For at hindre indtrængning af fugt i bygningen og skadelig fugtophobning i bygningens konstruktioner, må bygningsdele og konstruktioner fugtisoleres på passende vis.

SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013), gennemgår den grundlæggende viden om fugt og fugtbevægelser, som kan anvendes ved vurdering af konkrete konstruktioners ydeevne med hensyn til fugtisolering. Desuden beskrives, hvordan en række bygningsdele kan udføres fugtteknisk korrekt med konkrete eksempler på udførelsen. Flere eksempler kan findes iSBi-anvisning 189, Småhuse (Statens Byggeforskningsinstitut, 1999).

Fugtteknisk forsvarlig energirenovering
Ved en energirenovering er det vigtigt, at løsningen er fugtteknisk forsvarlig, jf. kapitel 7.4.1, stk. 2. Nogle energibesparende foranstaltninger vil i sig selv forbedre konstruktionen fugtteknisk, mens andre kan øge risikoen for fugtskader, hvis der ikke bevidst foretages tiltag, der modvirker dette. Typiske, men ikke udtømmende, eksempler er:

  • Materialer og bygningsdele kan indbygges og monteres korrekt under hensyntagen til forholdene på byggepladsen.
  • Bygningsdele kan modstå håndtering og montering på byggepladsen.
  • Byggeriet kan kontrolleres på en praktisk måde under udførelsen.
  • Konstruktioner, samlingsdetaljer og udførelsesmetoder er tænkt igennem og beskrevet i et fyldestgørende udførelsesgrundlag.

Vand- og fugtbelastning
Den bedste forholdsregel mod skader og gener fra fugtpåvirkning er at udforme byggeriet, konstruktionerne og detaljerne, så vand- og fugtbelastningen bliver så lille som muligt. Se i øvrigt kapitel 4.1, stk. 5 og 6, vedrørende fugtforhold i byggematerialer.

Bygningen bør placeres og udformes under hensyntagen til vejr og vind. Læ for vind og vejr kan være en fordel for eksempel ved beskyttelse med bevoksninger og andre bebyggelser. Hvis facader og gavle eksponeres direkte for vind og vejr fra de dominerede vindretninger i åbent land, kan selv meget omhyggeligt udformede og udførte samlinger og tætninger have vanskeligt ved at beskytte mod vandindtrængning.

Konstruktioner bør udformes, så nedbør bortledes direkte, hurtigt og synligt. Eksempelvis kan langsom bortledning af regnvand fra tage eller nedløbsrør indbygget i konstruktioner erfaringsmæssigt give vanskeligheder.

Beklædningsmaterialer og samlingsdetaljer til facader og tag bør vælges under hensyntagen til de klimatiske forhold. Bygningsdele og samlinger bør udformes, så de yder konstruktiv fugtbeskyttelse af underliggende bygningsdele, fx ved overlap, drypnæser og to-trinstætninger, som sikrer bortledning af vand. Et stort tagudhæng kan beskytte sårbare samlinger mellem ydervæg og tag og samtidig reducere vandbelastningen på facadens øvrige dele.

Fugtisolering
For at hindre indtrængning af fugt i bygningen og skadelig fugtophobning i bygningens konstruktioner, må bygningsdele og konstruktioner fugtisoleres på passende vis.

SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013), gennemgår den grundlæggende viden om fugt og fugtbevægelser, som kan anvendes ved vurdering af konkrete konstruktioners ydeevne med hensyn til fugtisolering. Desuden beskrives, hvordan en række bygningsdele kan udføres fugtteknisk korrekt med konkrete eksempler på udførelsen. Flere eksempler kan findes iSBi-anvisning 189, Småhuse (Statens Byggeforskningsinstitut, 1999).

Fugtteknisk forsvarlig energirenovering
Ved en energirenovering er det vigtigt, at løsningen er fugtteknisk forsvarlig, jf. kapitel 7.4.1, stk. 2. Nogle energibesparende foranstaltninger vil i sig selv forbedre konstruktionen fugtteknisk, mens andre kan øge risikoen for fugtskader, hvis der ikke bevidst foretages tiltag, der modvirker dette. Typiske, men ikke udtømmende, eksempler er:

Indvendig efterisolering af vægge kræver ikke kun omhu i udførelsen, men stiller også øgede krav til væggenes tæthed og håndtering af kuldebroer.

  • Tætning af klimaskærmen kan betyde, at den naturlige ventilation gennem utætheder nedsættes så kraftigt, at der skal sikres et minimum luftskifte gennem kontrollerede åbninger i klimaskærmen, se kapitel 6.3.1.1, stk. 2 om tilførsel af udeluft.
  • Øget isoleringstykkelse i tag kan afføde et øget krav til konstruktionens tæthed overfor vanddamp. Pudsede lofter vil således ikke længere være tilstrækkelig tætte, men skal suppleres med en egentlig dampspærre.
  • Efterisolering af dæk over uopvarmet kælder eller krybekælder. Temperaturnedsættelsen i det uopvarmede kælderrum kan betyde øget fugtbelastning af rummet og væggene.

Det er derfor nødvendigt at vurdere fugttekniske risici ved energibesparende foranstaltninger. Hjælp til vurdering af fugttekniske risici ved valg af efterisoleringsløsning til klimaskærmen for småhuse er beskrevet i SBi-anvisning 240, Efterisolering af småhuse - byggetekniske løsninger(Møller, 2012b), der også viser eksempler på efterisolering af tag, ydervæg, kælder og terrændæk med særligt fokus på, at de er robuste og fugtteknisk forsvarlige. For efterisolering af mere kompliceret byggeri henvises til SBi-anvisning 221, Efterisolering af etageboliger (Munch-Andersen, 2008).

4. Konstruktioner > 4.6 Fugt og holdbarhed stk. 2

Bestemmelse

Bygninger skal sikres mod skadelig akkumulering af kondensfugt som følge af fugttransport fra indeluften.
Bygninger skal desuden sikres mod opsugning af fugt fra undergrunden.

Vejledning

 

Anvisning

Kondens og dampspærre

Kondens i bygningskonstruktioner optræder primært, når fugt fra indeluften trænger ud i konstruktionerne, hvor den kan kondensere på kolde overflader eller i kolde materialer. For at hindre fugtstrømning skal varmeisolerende bygningsdele være luft- og diffusionstætte på den varme side af isoleringen, se fx SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007), Dampspærrer i klimaskærmen – fugttransport og materialer (Byg-Erfa, 2007) ogDampspærrer – udførelse og detaljer mod opvarmede rum (Byg-Erfa, 2008). For almindelige, opvarmede huse og sommerhuse kan luft- og diffusionstæthed for eksempel opnås ved anvendelse af en tæt dampspærre på den indvendige side af konstruktionen kombineret med mere diffusionsåbne materialer længere ude i konstruktionen. For kølehuse betyder det, at dampspærren skal sidde på ydersiden af isoleringen.

Den fugt, som uundgåeligt vil trænge ud, kan fjernes ved ventilation bag udvendige beklædninger eller ved brug af diffusionsåbne materialer, som tillader, at fugten kan forsvinde.SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013) samt en række Byg-Erfa-blade om dampspærrer, undertage m.m. giver konkrete eksempler på udførelsen.

Ved ydersiden bør isoleringsmaterialer sikres mod gennemblæsning, fx ved indbygning af en vindspærrende membran, jf. kapitel 7.1, stk. 3, om sikring mod varmetab.

Kondens og kuldebroer
For at undgå kondens og deraf følgende uheldige fugtpåvirkninger bør konstruktioner udformes, så kuldebroer ikke medfører indvendige overfladetemperaturer på bygningsdele og temperaturer inde i bygningsdele under dugpunktet. Desuden er det nødvendigt at overholde minimumskravene til ventilation i kapitel 6.3.1.2 og 6.3.1.3. Risikoen for kondens på overflader kan vurderes ved hjælp af beregningsmetoder, som er angivet i DS/EN ISO 10211 (Dansk Standard, 2008a) om kuldebroer i bygningskonstruktioner og i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger(Brandt et al., 2013).

På facader og tage, der om sommeren kan opnå høje udvendige overfladetemperaturer ved direkte solstråling, bør konstruktioner udformes, så der sikres mod sommerkondens, dvs. kondens, der optræder, når fugt trænger ind gennem konstruktionen udefra og kondenserer på koldere materialer inde i konstruktionen, se SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger, 3.3.4 Sommerkondens (Brandt et al., 2013).

Grundfugt
Opsugning af fugt fra grunden medfører opfugtning af materialer på grund af indtrængende vand eller ved kapillarvirkning i terrændæk og fundamenter. Opstigende grundfugt skal modvirkes ved fugtstandsende lag mellem grund og bygningsdele samt kapillarbrydende lag mellem grund og terrændæk m.m. Ved fundamenter sker sikringen ved brug af fugtspærre.

7. Energiforbrug > 7.2.1 Energiforbrug nye bygninger stk. 4

Bestemmelse

Luftskiftet gennem utætheder i klimaskærmen må ikke overstige 1,5 l/s pr. m² opvarmet etageareal ved trykprøvning med 50 Pa. For lavenergibygninger må luftskiftet gennem klimaskærmen ikke overstige 1,0 l/s pr. m². Resultatet af trykprøvningen udtrykkes ved gennemsnittet af måling ved over- og undertryk. For bygninger med høje rum, hvor klimaskærmens overflade divideret med etagearealet er større end 3, må luftskiftet ikke overstige 0,5 l/s pr. m² klimaskærm og for lavenergibygninger 0,3 l/s pr. m².

Vejledning

Prøvning af luftskifte sker på grundlag af DS/EN 13829 Bygningers termiske ydeevne - Bestemmelse af luftgennemtrængelighed i bygninger - Prøvningsmetode med overtryk skabt af ventilator. Kommunalbestyrelsen stiller krav om dokumentation af luftskiftet, jf. kap. 1.4, stk. 2.
For større bygninger kan luftskiftet gennem utætheder evt. eftervises for et bygningsafsnit.

Anvisning

Utætheder i klimaskærmen, fx omkring vinduer, døre og ved samlinger mellem bygningsdele, medfører øget varmetab og dårlig komfort, fordi kold udeluft presses ind gennem klimaskærmen og varm indeluft suges ud.

Lufttæthedskravet kan eftervises ved en prøvning, hvor en indgangsdør eller et vindue midlertidigt erstattes af en fleksibel specialdør eller -vindue med indbygget ventilator. Med ventilatoren skabes trykforskel mellem inde og ude, og samtidig måles luftstrømmen gennem ventilatoren.

Bygninger skal ventileres af hensyn til indeklimaet, se mere i kapitel 6.3.1, Ventilation. Det er vigtigt for sundhed og komfort i bygninger, at ventilationen kan styres efter behov og ikke styres tilfældigt af vinden gennem utætheder i klimaskærmen.

En utæt klimaskærm kan føre til skader på bygningen, fordi vanddamp i varm indeluft med højt fugtindhold kan kondensere på vej ud gennem utætheder i klimaskærmen og dermed give fugtophobning i konstruktionen. Det skaber gode betingelser for skimmelsvamp og i værste fald nedbrydning på grund af råd og svamp.

Eksempler på, hvordan en lufttæt klimaskærm kan etableres, findes i SBi-anvisning 214,Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007).

7. Energiforbrug > 7.2.1 Energiforbrug nye bygninger stk. 5

Bestemmelse

Er der foretaget prøvning af luftskiftet, kan prøvningsresultatet anvendes ved beregning af energiforbruget ved ventilation. Foreligger dokumentation ikke, benyttes 1.5 l/s pr. m² ved 50 Pa.

Vejledning

Bestemmelsen kan f.eks. benyttes af typehusfirmaer, der gennem løbende kontrol kan dokumentere, at deres huse har et mindre luftskifte.

Anvisning

 

7. Energiforbrug > 7.2.1 Energiforbrug nye bygninger stk. 6

Bestemmelse

Bestemmelsen i stk. 4 og 5 gælder ikke for bygninger opvarmet til under 15 °C, ændret anvendelse og tilbygninger.

Vejledning

Bygherren kan selv vælge at stille skærpede krav om tæthed og kontrol heraf.

Anvisning

 

8. Installationer > 8.1 Generelt stk. 3

Bestemmelse

Overfladetemperaturen på brændbart materiale skal holdes så lav, at der ikke er fare for antændelse.

Vejledning

Kravet til brændbart materiale er normalt opfyldt, hvis overfladetemperaturen ikke overstiger 85°C. Når dette ikke godtgøres, bør installationer med en temperatur på mellem 85°C og 100°C holdes mindst 30 mm fra træværk eller andet brændbart materiale. Med en temperatur mellem 100°C og 150°C bør afstanden være mindst 50 mm.

For ildsteder og aftrækssystemer er afstanden til brændbart materiale ofte bestemt ved CE-mærkningen eller MK godkendelser. Her er det den angivne afstand til brændbart materiale, der skal overholdes.

Er afstanden til brændbart materiale ikke fastlagt, kan kravet anses for opfyldt, når afstanden fra den udvendige side af brændeovnen til brændbart materiale i væg og loft er mindst 500 mm. Ved murede pejse og masseovne måles afstanden fra ildstedets indvendige side.

Opmærksomheden henledes på, at der i forbindelse med indbyggede belysningsarmaturer kan optræde misfarvninger af fx lofter allerede ved temperaturer på 60°C.

Anvisning

Stålskorstene

CE-mærkede stålskorstene har angivet en minimumsafstand til brændbart materiale. For etageadskillelser gælder kravene om afstand til brændbart materiale både i gulv, træbjælkelag inklusive bærende konstruktionsdele og loft. Dampspærre i loftet monteres med en lufttæt samling, fx en pakdåse med brandsikring, se figur 52.

Figur 52. Eksempel på afstand til brændbart materiale i forbindelse med gennemføring af stålskorsten i loft.

Cementbundne elementskorstene
CE-mærkede cementbundne elementskorstene har angivet en minimumsafstand til brændbart materiale. For etageadskillelser gælder kravene om afstand til brændbart materiale i både gulv, træbjælkelag inklusive bærende konstruktionsdele, og loft.

Murede skorstene
Bjælker, spær og dampspærre kan normalt anbringes direkte op ad murede skorstene uden risiko for brand, hvis skorstenen er udført:

  • Med mindst 228 mm murværkskorstensvanger, dvs. en tykkelse på 1 sten
eller
  • Som elementskorsten med mindst 108 mm skalmuring omkring skorstenselementet.

Kanten af brændbare beklædninger, der er højst 30 mm tykke, kan anbringes umiddelbart op til murede skorstene.

Murede skorstene med 108 mm vanger og skorstensforing kræver isolering med mindst 20 mm mineraluld mellem skorstenens yderside og træværk.