Bygningsreglementets omtale af tage

Uddrag fra bygningsreglement BR10 (01.01.13) og SBi-anvisning 230. vejledning

4. Konstruktioner > 4.1 Generelt stk. 1

Bestemmelse

Bygninger skal opføres, så der opnås tilfredsstillende forhold i funktions-, sikkerheds-, holdbarheds- og sundhedsmæssig henseende. Udførelsen skal være i overensstemmelse med god praksis, og der skal anvendes materialer, som er egnede til det aktuelle formål.

Vejledning

Forsvarlig udførelse af byggearbejder omfatter foruden sikkerhed for bæreevne, sundhedsmæssige forhold og en vis bestandighed også sikring mod rotter og andre skadedyr.

Bestemmelserne omfatter også opførelsesperioden, hvor opfyldelse af bestemmelserne indebærer, at kollaps og lignende skal forhindres. Bygningskonstruktioner mod undergrunden skal sikres mod radon, se kap. 6 om radonsikring. Den samlede bygningskonstruktion skal være lufttæt af hensyn til energiforbruget, se kap. 7 om energiforbrug.

Anvisning

Tilfredsstillende forhold er et almindeligt anvendt udtryk for, at alment anerkendte anvisninger for den tekniske udformning følges, og at rimelige forventninger udtrykt ved byggetraditioner er opfyldt.

For generel information om anvendelse af kvalitetsniveauer i byggeriet henvises til det indledende afsnit om kvalitetsbegreber.

Funktion
Bygninger og konstruktioner skal bibeholde deres funktion i hele den levetid, som kan anses for normal for bygningstypen i forhold til den påtænkte anvendelse.

Det sker, at bygningen i løbet af levetiden indrettes til nye funktioner og andre anvendelser. Her kan et mindre specifikt og mere generelt bygnings- og konstruktionsdesign samt valg af fleksible løsninger ofte give en mere anvendelig bygning.

Der skelnes mellem 'fleksibel bygningsfunktion' og 'fleksibel konstruktion'. En fleksibel bygningsfunktion og indretning vil ofte stille større krav til konstruktionernes ydeevne, mens en fleksibel konstruktion tillader, at bygningen anvendes til flere funktioner.

Holdbarhed
Bygningen og dens konstruktioner skal som minimum holde i hele den levetid, der kan anses for normal for bygningstypen i forhold til den påtænkte funktion. En bedre holdbarhed kan opnås ved at vælge løsninger, dimensioner og materialer, som i nogen grad mere end opfylder kravene.

En bygnings levetid vil være en funktion af mange parametre, fx anvendelse, konstruktionstype, materialer, vedligehold. Bygninger, der ikke fra starten er tænkt midlertidige, vil kunne forventes at have en levetid på mindst 50 år, og en levetid på 70 til 100 år kan anses for normal. Levetiden for bygningsdele afhænger af bygningsdelens funktion, materiale, vedligehold m.m. Levetiden for konstruktionsdele vil almindeligvis skulle svare til bygningens levetid som helhed. Ikke-bærende bygningsdele til klimaskærmen kan have en kortere levetid end bygningen som helhed, mens dele til bygningens aptering normalt vil have de korteste levetider, fx 10 til 30 år.

Robuste bygninger
En bygning anses for robust, når de kvalitetsmæssigt afgørende bygningsdele enkeltvis og i deres samvirken kun er lidt følsomme over for fejl og utilsigtede påvirkninger. Bygningsdele og materialer bør have overskud til at modstå mindre svigt. Minimering til grænsen af ydeevnen vil for almindeligt byggeri derfor ikke være tilrådeligt, da det ofte vil føre til et mindre robust bygværk, se i øvrigt DS/INF 146 (Dansk Standard, 2003a). Design og projektering bør have sigte på, at et bygværk i hele sin levetid til en vis grad er robust overfor utilsigtede forandringer og påvirkninger, ligesom der bør vælges løsninger, der er så enkle som mulige at udføre.

Bemærk, at der ved svigt tænkes på alle betydende situationer, hvor ydeevnen viser sig utilstrækkelig. Det vil sige både svigt af konstruktioner og svigt af bygningsfysisk ydeevne m.m. Vedrørende begreberne fejl, svigt, skade og mangel henvises til bekendtgørelse om kvalitetssikring af byggearbejder (Bekendtgørelse nr. 1117, 2010).

Bygningsdele kan betragtes som robuste, hvis de kan modstå utilsigtede men ikke sjældent forekommende påvirkninger i den normale levetid ved den påtænkte anvendelse. I den europæiske standard for projektering af bærende konstruktioner, Eurocode 0 (Dansk Standard, 2007e), stilles mere specifikke krav til konstruktioners statiske robusthed. En bærende konstruktion kan anses for robust, når de sikkerhedsmæssigt afgørende dele af konstruktionen kun er lidt følsomme over for utilsigtede påvirkninger og defekter, eller der ikke sker et omfattende svigt af konstruktionen, hvis en begrænset del af konstruktionen svigter, se i øvrigt kapitel 4.2, Dimensionering af konstruktioner, og kapitel 4.6, Fugt og holdbarhed.

God praksis
God praksis er et almindeligt anvendt udtryk for, at anerkendte anvisninger for den tekniske udførelse følges. God praksis omfatter også, at der tages hensyn til registrerede erfaringer fra praksis, fx udgivelser fra fonden Byg-Erfa [www.byg-erfa.dk]. God praksis svarer til god byggeskik.

God praksis omfatter også at følge alment anerkendte sædvaner og traditioner – også de uskrevne – som er skabt og udviklet af byggeriets parter gennem erfaringsopsamling fra praksis. Erfaringer med 'god byggeskik' og tilknyttede begreber er opsamlet af blandt andet Byggeskadefonden [www.bsf.dk].

Egnede materialer
Materialer, der har været anvendt i mange år, og som har vist sig egnede til formålet, vil ofte være at foretrække frem for ukendte materialer. Nye materialer eller materialer, der ikke er erfaring med til det påtænkte formål, bør prøves og vurderes før anvendelsen. Prøvningsresultater og vurderinger skal som hovedregel kunne dokumenteres.

Byggematerialer skal være forenelige med andre materialer, som de sammenbygges med i fysisk og kemisk henseende. Her skal man især være opmærksom på kemiske reaktioner, elektrokemisk korrosion, opfugtning fra byggefugt og nedbrydning af polymere materialer.

Bygbarhed
For at opnå holdbare og sikre bygninger skal bygningen være bygbar i praksis. God bygbarhed indebærer blandt andet at:

  • Konstruktioner, samlingsdetaljer og udførelsesmetoder er tænkt igennem og beskrevet i et fyldestgørende udførelsesgrundlag.
  • Materialer og bygningsdele kan indbygges og monteres korrekt under hensyntagen til forholdene på byggepladsen.
  • Bygningsdele kan modstå håndtering og montering på byggepladsen.
  • Byggeriet kan kontrolleres på en praktisk måde under udførelsen.

Komplicerede processer kan ofte med fordel udføres på fabrik eller værksted, hvor vilkårene for arbejdet almindeligvis er bedre end på byggepladsen. Sådanne bygningskomponenter skal kunne modstå påvirkninger under transporten til byggepladsen.

Udførelse
Under udførelsen skal der tages hensyn til såvel sikkerheden i bygningen som sikkerheden af midlertidige konstruktioner, fx til understøtning, afstivning eller støbning.

Sikkerhed af bygningen under opførelsen omfatter for eksempel sikkerhed mod væltning, kipning og ustabilitet af bygningsdele samt laste og lastkombinationer, der følger af udførelsen.

Lufttætte konstruktioner mod undergrund
Konstruktioner skal udføres lufttætte mod undergrund for at modvirke, at gasarten radon trænger ind i bygningen. Lufttæthed kan sikres ved at etablere et sammenhængende tæthedsplan omfattende alle konstruktionsdele mod jord, se desuden kapitel 6.3.3.2 om radon.

4. Konstruktioner > 4.1 Generelt stk. 2

Bestemmelse

Bygningskonstruktioner skal dimensioneres, så de kan modstå de normalt forekommende statiske og dynamiske påvirkninger.

Vejledning

Hensyn til andre forhold, som f.eks. lydisolation og brand kan også være dimensionerende.

Anvisning

Laster
Bygninger påvirkes af egenlast, nyttelaster, naturlaster og ulykkeslaster.

  • Egenlast er påvirkninger fra bygningskonstruktionens egenvægt med tilhørende faste bygningselementer, fx beklædning, isolering og faste installationer.
  • Nyttelaster er den belastning, der påføres bygningen under brug, fx personer og inventar.
  • Naturlaster er påvirkninger fra vind, sne, temperatur m.m.
  • Ulykkeslaster omfatter brand samt last fra påkørsler og eksplosioner.

Sikkerhed i forbindelse med brand behandles i kapitel 5, Brandforhold.

Laster behandles i den europæiske standard Eurocode 1 (Dansk Standard, 2007f).

Bygningskonstruktioner skal dimensioneres for kombinationer af samtidigt forekommende laster. Lastkombinationer behandles i den europæiske standard for projektering af bærende konstruktioner, Eurocode 0 (Dansk Standard, 2007e).

Primære og sekundære bygningsdele
I forbindelse med konstruktioner skelnes mellem 'primære bygningsdele' og 'sekundære bygningsdele'. Primære bygningsdele betragtes som bygningskonstruktioner og skal dimensioneres i henhold til ovenstående.

Sekundære bygningsdele er bygningsdele, hvor det vurderes, at konsekvensen af et svigt er lille, dvs. med minimal risiko for personers liv og helbred samtidig med, at bruddet har ingen eller ringe konsekvens for sikkerheden af resten af konstruktionen. Det bør indgå i vurderingen, i hvilket omfang nedstyrtende bygningsdele, herunder beklædninger, udgør en risiko for personer, der færdes i nærheden af bygningen.

Sekundære bygningsdele kan for eksempel være beklædningsplader, indvendige ikke-bærende vægge eller lette nedhængte lofter.

Sekundære bygningsdele kan udføres med mindre sikkerhed end krævet i standarderne for konstruktioner. For glas gælder dog særlige forhold, se kapitel 4.3, Glaspartier, glasflader og glaskonstruktioner.

Det skal bemærkes, at svigt som følge af vindpåvirkning kan medføre væsentlige ændringer af vindlastforholdene på andre bygningsdele, og derfor kan have konsekvens for resten af konstruktionen. Udfyldende elementer i klimaskærmen, fx glas, kan derfor ikke generelt anses for sekundære bygningsdele.

4. Konstruktioner > 4.1 Generelt stk. 4

Bestemmelse

Tage og ovenlys i tage skal udføres, så der opnås tilfredsstillende sikkerhed mod gennemtrædning.

Vejledning

 

Anvisning

Periodevis last fra personer på tage kan for lægter, tagplader og andre lokale konstruktioner med beskeden spændvidde give betydeligt større påvirkninger end vind og sne. For at forhindre personskade ved arbejde på taget, bør taget være trædesikkert. Det kan opnås enten ved, at tagdækning og tagunderlag i sig selv er tilstrækkeligt stærkt, eller ved at en anden bygningsdel kan opfange en person, der er trådt igennem tagdækningen.

Taglægter med dimensionen 38 × 73 mm, der er styrkesorteret til klasse T1, lagt med en indbyrdes afstand på højst 460 mm (c-c) og med en spændvidde på maksimalt 1 meter, kan normalt anses for at yde tilstrækkelig sikkerhed mod gennemtrædning, se i øvrigt TRÆ 65,Taglægter (Træinformation, 2011b) og TRÆ BB01, Lægtning af tage (Munch-Andersen, 2005).

Tagunderlag af plader eller brædder, som spænder mellem spær, er normalt bærende. Plader skal være CE-mærkede i henhold til DS/EN 13986 (Dansk Standard, 2004a), og der skal eksistere en vejledning om korrekt brug af det specifikke produkt. Anbefalinger vedrørende dimensionering kan findes i Projektering af tage med tagpap og tagfolie (Tagpapbranchens Oplysningsråd, 2001).

Tegl i traditionelle tegltage kan anses for trædefaste.

Glas i tage, tagvinduer og andre glaskonstruktioner er normalt ikke trædefaste.

4. Konstruktioner > 4.1 Generelt stk. 5

Bestemmelse

Ved planlægning, projektering, udbud og udførelse af bygningskonstruktioner skal der træffes de foranstaltninger, som af hensyn til klimatiske forhold er nødvendige for en forsvarlig udførelse.

Vejledning

Bestemmelsen skal bl.a. sikre, at våde fugtfølsomme materialer samt materialer og bygningsdele med skimmelsvamp ikke indbygges i opførelsesperioden. Det kan fx ske ved opførelse under total inddækning og hensigtsmæssig opbevaring af byggematerialer.

En hensigtsmæssig kvalitetssikringsprocedure er også af stor betydning i denne sammenhæng. Der henvises til Erhvervs- og Byggestyrelsens bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejder i perioden 1. november til 31. marts.
Funktionskravet kan f.eks. opfyldes ved:

  • At der i planlægnings- og projekteringsfasen fokuseres på at undgå materialer og byggetekniske løsninger, der er unødigt fugtfølsomme.
  • At der i bygherrens udbuds- og tidsplan eksplicit skal afsættes tid til den nødvendige udtørring af byggematerialer og –konstruktioner.
  • At bygherren hvis muligt inden udbuddet foretager en cost-benefit analyse af totalinddækning af byggeriet under opførelsen og foreskriver totalinddækning, hvor det er økonomisk fordelagtigt, eller hvor der i udbudsmaterialet er foreskrevet særligt fugtfølsomme materialer eller byggetekniske løsninger.
  • At bygherren ved udbud i fagentrepriser foranstalter fælles faciliteter til opbevaring af fugtfølsomme materialer.

Anvisning

Klimapåvirkninger
Under byggeprocessen kan klimapåvirkninger forårsage utilsigtet nedbrydning af byggematerialer eller konstruktioner, hvilket kan medføre forkortet levetid og forringet eller helt manglende funktionsevne. Ved byggeprocessen forstås i denne forbindelse transport til byggepladsen, oplagring på byggepladsen, selve indbygningen samt endelig perioden frem til byggeriet tages i brug.

Skimmelsvampevækst
Der kan i princippet gro skimmelsvampe på alle byggematerialer, men materialer som gipskartonplader og træbaserede bygningsdele er særligt følsomme over for vækst af skimmelsvampe, der kan forårsage indeklimaproblemer.

Byggematerialer skal håndteres, så skimmelsvampevækst ikke opstår under byggeprocessen. Skimmelsvampe kan undgås, hvis fugtpåvirkningerne holdes nede, fx gennem passende afskærmning mod nedbør og udtørring af byggefugt. Risikoen for skimmelsvampevækst er størst på organiske materialer, men der vil også kunne vokse skimmelsvamp på støv på uorganiske materialer. Tapet, tapetklister og visse typer maling tilbyder gode vækstforhold for skimmelsvampe, hvorfor beton bør udtørres til et passende lavt fugtindhold, før malerarbejdet igangsættes.

Ved projektering af konstruktioner og bygningsdele samt under planlægning af udførelsen bør der tages hensyn til risiko for skimmelsvampevækst, så der ikke indbygges fugt, som kun vanskeligt kan udtørre før byggeriet fortsættes eller afsluttes. Det kan sikres ved så vidt muligt at anvende tørre byggematerialer og sikre hurtig udtørring efter nødvendige, våde byggeprocesser, så betingelser for skimmelsvampevækst ikke opstår. Se også kapitel 4.1, stk. 6 om kritisk fugtindhold.

Om vækstbetingelser og forholdsregler for skimmelsvampe, se By og Byg Anvisning 204,Undersøgelse og vurdering af fugt og skimmelsvampe i bygninger (Valbjørn, 2003) og Skimmel i bygninger – vækstbetingelser og forebyggelse (Byg-Erfa, 2005a).

Svind og kvældning
Nogle byggematerialer, herunder træ og træbaserede materialer, vil ved fugtpåvirkning kvælde og ved efterfølgende udtørring svinde. Ved kvældning forstås volumenudvidelse som følge af opfugtning, mens svind betegner volumenreduktion som følge af udtørring. Både kvældning efter utilsigtet opfugtning og svind ved udtørring af opfugtet materiale kan medføre skader på bygningsdele og bygning. Denne type byggematerialer skal derfor under byggeprocessen håndteres, så kraftige udsving i fugtindholdet undgås – blandt andet ved afskærmning mod nedbør.

Ved indbygning af materialer og bygningsdele skal der tages hensyn til, at uundgåeligt svind og kvældning som følge af årstidsvariationer i luftfugtigheden kan forekomme uden at give anledning til bortfald af ydeevne, fx ved svigt af materialer, bygningsdele eller samlingselementer. Det kan være nødvendigt at udforme løsninger, så uhindret udvidelse (dilatation) i nogen grad kan foregå.

UV-stråling
Solstrålingens indhold af UV-stråling virker nedbrydende på materialer, der indeholder polymerer, fx plast eller tekstil. Bygningsdele af materialer med begrænset UV-bestandighed bør derfor opbevares beskyttet mod UV-stråling og afdækkes hurtigst muligt efter monteringen, fx dampspærrer, visse undertagsmaterialer, termorudekanter m.m.

Frost
Lave temperaturer kan forårsage frysning af vand i beton, jord, grus m.m., hvilket kan medføre frosthævning eller frostsprængninger. Underlag for kloak, dræn og bygningskonstruktioner skal holdes frostfri.

Hærdnende beton
Beton skal beskyttes mod skadelige påvirkninger i hærdningsperioden, fx solstråling, stærk vind, træk, frysning og nedbør. DS/EN 13670, Udførelse af betonkonstruktioner (Dansk Standard, 2010d), beskriver, hvilke krav der bør stilles til beskyttelse af beton i hærdeperioden, og hvordan kvaliteten kan kontrolleres.

Kvalitetssikring
For at sikre, at der ikke indbygges materialer eller bygningsdele, som er opfugtede eller har skimmelsvampevækst, bør producenter og udførende følge forskrifter for kvalitetsstyring, som tager sigte på at undgå fugttekniske problemer. Det er særligt aktuelt ved vinterbyggeri og byggeri i våde perioder, se fx bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde (Bekendtgørelse nr. 477, 2011).

Kvalitetssikringen bør bl.a. indeholde fugtmålinger og visuel inspektion for skimmelsvampe. Forskrifter for kvalitetsstyringen bør for fugtfølsomme materialer omfatte følgende processer:

  • Emballering og håndtering på fabrik
  • Transport til byggeplads
  • Opbevaring på byggeplads
  • Håndtering og indbygning
  • Udtørring og opvarmning
  • Dokumentation af kontrol.

Også materialer, der er mindre følsomme over for fugt, bør løbende undersøges for fugtindhold, så det sikres, at aptering af fugtfølsomme materialer, fx tapet, trægulve og skabe, ikke bygges ind, før bygningen er tilstrækkeligt tør.

Kvalitetsstyringssystemet bør følge principperne i DS/EN ISO 9001 (Dansk Standard, 2008b). Kvalitetssikring i forbindelse med at håndtere fugt i byggeriet gennem byggeprocessen er desuden beskrevet i Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010a).

4. Konstruktioner > 4.1 Generelt stk. 6

Bestemmelse

Bygningskonstruktioner og materialer må ikke have et fugtindhold, der ved indflytning medfører risiko for vækst af skimmelsvamp.

Vejledning

Kravet skal minimere risikoen for indflytning i for fugtige bygninger samt risikoen for vækst af skimmelsvamp. Dette gælder i forbindelse med såvel nybyggeri som renovering. Ved bestemmelse af et materiales kritiske fugtindhold skal der tages hensyn til eventuel overfladesnavs.

Kravet skal ses i sammenhæng med stk.5.

Anvisning

Fugtkravet kan eftervises ved måling af fugtindhold i materialer og bygningsdele før ibrugtagning. Ifølge bestemmelserne om krav i byggetilladelser i kapitel 1.4, stk. 2, nr. 4, skal fugtmålingen foretages af en sagkyndig, som efterfølgende skal afgive en erklæring om fugtforholdene. Erklæringen kan være en del af den fugttekniske dokumentation, jf. afsnittet nedenfor om fugtteknisk dokumentation. Der er ingen specifikke krav til den sagkyndiges organisatoriske placering, og denne kan med fordel udføre sit arbejde som et integreret led i byggeriets tilblivelse.

Kravene til en fugtsagkyndig og dennes opgaver beskrives i vejledningen Krav til fugtteknisk dokumentation samt fugtsagkyndiges kompetencer og virke (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2011).

Ved fugtmåling skal det eftervises, at fugtindholdet i et materiale ikke overstiger materialets kritiske fugtindhold. Ved vurdering af et materiales kritiske fugtindhold skal der blandt andet tages hensyn til risiko for:

  • Forringelse af mekaniske egenskaber
  • Forringelse af termiske egenskaber
  • Uønskede fugtbevægelser som følge af svind og kvældning
  • Uønskede kemiske og elektrokemiske reaktioner
  • Råd, svampe- og insektangreb
  • Skimmelsvampevækst.

Med hensyn til risikoen for skimmelsvampevækst skal vurderingen af, om fugtindholdet er kritisk, blandt andet ses i sammenhæng med temperaturen, overfladens beskaffenhed og fugtbelastningens varighed.

I øjeblikket findes der ikke nogen ensartet testmetode, hvorefter materialer kan testes for kritisk fugtindhold med hensyn til risiko for vækst af skimmelsvampe eller andre påvirkninger. Men leverandører og producenter kan eventuelt have oplysninger om kritisk fugtindhold. I givet fald må det vurderes, om den valgte testmetode er relevant for det aktuelle tilfælde.

Hvis det kritiske fugtindhold med hensyn til skimmelvækst for et materiale ikke er kendt og dokumenteret, kan et fugtindhold i materialet, der er i ligevægt med en relativ luftfugtighed (RF) på 75 % på materialets overflade, normalt anvendes som kritisk fugtindhold uanset overfladebeskaffenhed, temperatur og varighed af fugtbelastningen, se fx Fukthandbok: Praktik och teori (Nevander & Elmarsson, 2006).

Ved tilrettelægning af fugtmålingen skal der blandt andet tages hensyn til:

  • Særligt fugtfølsomme materialers fugtforhold
  • Materialers varierende evne til at optage fugt fra omgivelserne
  • Årstidsbestemte variationer i materialernes fugtindhold
  • Udtørring af materialer efter våde byggeprocesser
  • Lukning af råhus og udtørringsprocesser ved opvarmning
  • Fugtophobning ved transport og opbevaring.

Fugtmålinger skal være repræsentative, dækkende og tilrettelægges individuelt for det enkelte byggeri. Det vil sige, at fugtmålinger skal være fordelt jævnt over bygningen og dens bygningsdele samt være af et antal, der giver et signifikant grundlag for vurdering af bygningens fugtforhold. Der skal ofte foretages et stort antal fugtmålinger, da fugtforholdene kan variere betydeligt i den samme bygning og inden for samme bygningsdel. For eksempel er det nødvendigt i et trægulv på et betondæk både at måle fugtindhold i trægulv og det underliggende betondæk. Måling af fugtindhold i betondæk bør foretages før lægning af trægulv.

Fugtmålinger, der efterviser et fugtindhold under materialernes kritiske fugtindhold, er ikke en garanti mod, at der alligevel kan optræde fugtophobninger og skimmelvækst i byggeriet af følgende årsager:

  • Det kan være vanskeligt at opnå en dækkende beskrivelse af fugtforholdene med fugtmålinger.
  • Fugt kan transporteres rundt i materialer og bygningsdele efter byggeriets færdiggørelse.
  • Skimmelvækst kan være skjult i utilgængelige bygningsdele på måletidspunktet.

Forhold vedrørende fugtmåling og fugtteknisk dokumentation behandles desuden i:

Fugtteknisk dokumentation
Før ibrugtagning af byggeriet kan der med fordel udarbejdes en fugtteknisk dokumentation, som bør indeholde:

  • Forskrifter for kvalitetssikring, jf. stk. 5 i dette kapitel, som foreskrevet i projektets udførelsesgrundlag, herunder arbejdsbeskrivelser.
  • Kontroldokumentation af fugttekniske forhold under udførelsen.
  • Resultater af fugtmålinger.

Som supplement til den fugttekniske dokumentation kan der gennemføres en systematisk visuel kontrol for skimmelvækst.

Nærmere beskrivelse, af hvordan den fugttekniske dokumentation kan udføres, findes i Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010a).

4. Konstruktioner > 4.6 Fugt og holdbarhed stk. 1

Bestemmelse

Bygninger skal udføres så vand og fugt ikke medfører skader eller brugsmæssige gener, herunder forringet holdbarhed og utilfredsstillende sundhedsmæssige forhold, se også kapitel 6, Indeklima.

Vejledning

Fugtpåvirkninger kan stamme fra regn, sne, overfladevand, grundvand, jordfugt, byggefugt, påvirkninger fra brugsvand samt luftfugtighed, herunder kondensfugt. Der henvises til Erhvervs- og Byggestyrelsens vejledning om håndtering af fugt i byggeriet.

Anvisning

Undgå fugt
Fugt i bygningsdele og konstruktioner kan medføre skimmelvækst, nedbrydning af materialer, nedsat isoleringsevne m.m. For at undgå opfugtning skal bygninger udformes, så:

  • Vandbelastning fra omgivelserne minimeres.
  • Vand og fugt afledes fra bygningen.
  • Konstruktionerne yder beskyttelse mod indtrængning af vand.
  • Konstruktionerne kan modstå normale vand- og fugtpåvirkninger.
  • Dannelse af skadelig kondens på og i konstruktioner, herunder på overflader, undgås.

Vand- og fugtbelastning
Den bedste forholdsregel mod skader og gener fra fugtpåvirkning er at udforme byggeriet, konstruktionerne og detaljerne, så vand- og fugtbelastningen bliver så lille som muligt. Se i øvrigt kapitel 4.1, stk. 5 og 6, vedrørende fugtforhold i byggematerialer.

Bygningen bør placeres og udformes under hensyntagen til vejr og vind. Læ for vind og vejr kan være en fordel for eksempel ved beskyttelse med bevoksninger og andre bebyggelser. Hvis facader og gavle eksponeres direkte for vind og vejr fra de dominerede vindretninger i åbent land, kan selv meget omhyggeligt udformede og udførte samlinger og tætninger have vanskeligt ved at beskytte mod vandindtrængning.

Konstruktioner bør udformes, så nedbør bortledes direkte, hurtigt og synligt. Eksempelvis kan langsom bortledning af regnvand fra tage eller nedløbsrør indbygget i konstruktioner erfaringsmæssigt give vanskeligheder.

Beklædningsmaterialer og samlingsdetaljer til facader og tag bør vælges under hensyntagen til de klimatiske forhold. Bygningsdele og samlinger bør udformes, så de yder konstruktiv fugtbeskyttelse af underliggende bygningsdele, fx ved overlap, drypnæser og to-trinstætninger, som sikrer bortledning af vand. Et stort tagudhæng kan beskytte sårbare samlinger mellem ydervæg og tag og samtidig reducere vandbelastningen på facadens øvrige dele.

4. Konstruktioner > 4.6 Fugt og holdbarhed stk. 2

Bestemmelse

Bygninger skal sikres mod skadelig akkumulering af kondensfugt som følge af fugttransport fra indeluften. Bygninger skal desuden sikres mod opsugning af fugt fra undergrunden

Vejledning

 

Anvisning

Kondens og dampspærre
Kondens i bygningskonstruktioner optræder primært, når fugt fra indeluften trænger ud i konstruktionerne, hvor den kan kondensere på kolde overflader eller i kolde materialer. For at hindre fugtstrømning skal varmeisolerende bygningsdele være luft- og diffusionstætte på den varme side af isoleringen, se fx SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007), Dampspærrer i klimaskærmen – fugttransport og materialer (Byg-Erfa, 2007) ogDampspærrer – udførelse og detaljer mod opvarmede rum (Byg-Erfa, 2008). For almindelige, opvarmede huse og sommerhuse kan luft- og diffusionstæthed for eksempel opnås ved anvendelse af en tæt dampspærre på den indvendige side af konstruktionen kombineret med mere diffusionsåbne materialer længere ude i konstruktionen. For kølehuse betyder det, at dampspærren skal sidde på ydersiden af isoleringen.

Den fugt, som uundgåeligt vil trænge ud, kan fjernes ved ventilation bag udvendige beklædninger eller ved brug af diffusionsåbne materialer, som tillader, at fugten kan forsvinde.SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013) samt en række Byg-Erfa-blade om dampspærrer, undertage m.m. giver konkrete eksempler på udførelsen.

Ved ydersiden bør isoleringsmaterialer sikres mod gennemblæsning, fx ved indbygning af en vindspærrende membran, jf. kapitel 7.1, stk. 3, om sikring mod varmetab.

Kondens og kuldebroer
For at undgå kondens og deraf følgende uheldige fugtpåvirkninger bør konstruktioner udformes, så kuldebroer ikke medfører indvendige overfladetemperaturer på bygningsdele og temperaturer inde i bygningsdele under dugpunktet. Desuden er det nødvendigt at overholde minimumskravene til ventilation i kapitel 6.3.1.2 og 6.3.1.3. Risikoen for kondens på overflader kan vurderes ved hjælp af beregningsmetoder, som er angivet i DS/EN ISO 10211 (Dansk Standard, 2008a) om kuldebroer i bygningskonstruktioner og i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger(Brandt et al., 2013).

På facader og tage, der om sommeren kan opnå høje udvendige overfladetemperaturer ved direkte solstråling, bør konstruktioner udformes, så der sikres mod sommerkondens, dvs. kondens, der optræder, når fugt trænger ind gennem konstruktionen udefra og kondenserer på koldere materialer inde i konstruktionen, se SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger, 3.3.4 Sommerkondens (Brandt et al., 2013)

4. Konstruktioner  > 4.6 Fugt og holdbarhed stk. 4

Bestemmelse

Klimaskærmen skal være udført, så der opnås tæthed mod indtrængen af regn og smeltevand fra sne.

Tage skal udføres, så regn og smeltevand fra sne på forsvarlig måde kan løbe af. Tagvand skal via tagrender og/eller tagnedløb afledes til afløb. Medmindre kommunalbestyrelsen i det enkelte tilfælde forlanger andet, kan tagrender udelades ved bygninger med særlig fri beliggenhed, herunder sommerhuse samt ved garager, udhuse og lignende mindre bygninger, forudsat at tagvandet ikke afledes til gene for vejareal eller nabogrund.

Vejledning

Klimaskærmen omfatter her bl.a. tage, ydervægge, døre, vinduer og terrændæk (inkl. evt. kælderydervægge og kældergulve). Dette vil sædvanligvis være opfyldt, hvis hældningen på tagfladen er større end 1:40 svarende til 2,5 cm pr. m. Af hensyn til grundvandsressourcerne og rensningsanlægs funktion kan overfladevand og tagvand, hvor det kan godkendes af kommunalbestyrelsen, ledes til nedsivningsanlæg fremfor kloak, se Miljøministeriets  Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.

Anvisning

Klimaskærmens tæthed
Klimaskærmen skal i sin helhed være udført, så der opnås tæthed mod indtrængen af regn og smeltevand fra sne. Til klimaskærmen medregnes her også tagudhæng og lignende bygningsdele. Klimaskærmen bør desuden være tæt mod fygesne.

4. Konstruktioner  > 4.7 Byggepladsen stk. 3

Bestemmelse

Konstruktioner på byggepladser skal placeres i en sådan afstand fra naboskel, vej eller sti eller udføres på en sådan måde, at der ikke er risiko for brandspredning til bygninger på anden grund. Konstruktioner, der ikke er placeret på en byggeplads, men hvor konstruktionens placering har en direkte tilknytning til det pågældende byggearbejde, skal ligeledes placeres og udføres på en sådan måde, at der ikke er risiko for brandspredning til anden bebyggelse.

Vejledning

Bestemmelsen om brandspredning til bygninger på anden grund findes i kap. 5.5.3, stk. 1.

Anvisning

Der henvises også til kapitel 1.2, stk. 6, om transportable konstruktioner og kapitel 5.5.2 om brandspredning til bygninger på samme grund eller offentlige arealer.

5. Brandforhold > 5.1 Generelt stk. 1

Bestemmelse

Bygninger skal opføres og indrettes, så der opnås tilfredsstillende tryghed mod brand og mod brandspredning til andre bygninger på egen og på omliggende grunde. Der skal være forsvarlig mulighed for redning af personer og for slukningsarbejdet. For dyrestalde skal der sikres acceptable forhold for dyrene i tilfælde af brand.

Vejledning

Omfanget af en brandteknisk dokumentation er beskrevet i kap. 1.3.

For så vidt angår brandsikring af traditionelt byggeri, herunder enfamiliehuse, rækkehuse og sommerhuse samt jordbrugerhvervets avls- og driftsbygninger henvises til Erhvervs- og Byggestyrelsens Eksempelsamling om brandsikring af byggeri, og for så vidt angår det mere utraditionelle byggeri henvises tillige til Erhvervs- og Byggestyrelsens Information om brandteknisk dimensionering.

Bygninger, hvor mange mennesker samles, og bygninger til brandfarlig virksomhed eller til brandfarlige oplag er tillige omfattet af beredskabslovgivningen.

Byggelovens bestemmelser tager udgangspunkt i sikkerhed for personer og dyr. Bestemmelserne skal således sikre mulighed for evakuering af personer og acceptable forhold for redning af dyr, hvilket afspejler sig i bestemmelserne i bygningsreglementet. Det betyder dog ikke, at værdier i en bygning opført efter brandbestemmelserne ikke er sikret. Kravene til bl.a. personsikkerhed og redningsberedskabets indsatsmuligheder er meget tæt knyttet til risikoen for brandspredning og bygningens stabilitet, hvilket ligeledes er afgørende for værdisikringen. Såfremt der ønskes en meget høj grad af værdisikring, kan det dog være nødvendigt at foretage ekstra tiltag, der særligt retter sig mod værdisikringen.

Anvisning

Brandkravene kan enten opfyldes gennem brug af traditionelle løsninger eller brandteknisk dimensionering. Eksempler på traditionelle løsninger gives i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Energistyrelsen, 2012a). Eksempelsamlingen følger i et vist omfang de detailkrav, som var gældende i Bygningsreglement 1995 (Bekendtgørelse nr. 4002, 1995), og den giver kun tilfredsstillende brandsikkerhed for traditionelt udformet byggeri, dvs. bygninger, der er delt op i mindre brandmæssige enheder (brandceller og brandsektioner), og hvor der er udlagt beskyttede flugtvejsgange og -trapper.

Desuden kan Håndbog om brandsikring af byggeri (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2005a) eventuelt være en hjælp ved indretning af byggeri. Håndbogen omhandler primært traditionelt byggeri.

Brandteknisk dimensionering
For mere komplekst byggeri vil det ofte være nødvendigt at udføre en brandteknisk dimensionering. Retningslinjer for, hvordan brandteknisk dimensionering kan udføres, gives iInformation om brandteknisk dimensionering (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2004). Det er muligt at kombinere anbefalinger i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Energistyrelsen, 2012a) med en brandteknisk dimensionering.

Det vil ofte være nødvendigt at anvende supplerende faglitteratur i forbindelse med en brandteknisk dimensionering.

Brandteknisk dokumentation
Kommunalbestyrelsen kan stille krav om en brandteknisk dokumentation, jf. kapitel 1.3,Ansøgning om byggetilladelse. Indholdet af den brandtekniske dokumentation kan være:

  • – Strategi for brandsikring
  • – Bygningens anvendelse
  • – Bygningens placering på grunden
  • – Flugtvejsforhold
  • – Passive brandsikringstiltag
  • – Aktive brandsikringstiltag
  • – Redningsberedskabets indsatsmuligheder
  • – Drift og vedligehold.

Se også kapitel 1.1 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Energistyrelsen, 2012a).

Tekniske forskrifter og bekendtgørelser

For bygninger, hvor der indrettes brandfarlig virksomhed eller brandfarligt oplag, stilles der skærpede krav til brandsikkerhed i medfør af beredskabsloven (Bekendtgørelse nr. 660, 2009). De skærpede krav er bl.a. formuleret i følgende bekendtgørelser og tekniske forskrifter:

Se i øvrigt oversigten Placering, indretning og benyttelse af brandfarlige virksomheder og oplag(Beredskabsstyrelsen, 2010) på Beredskabsstyrelsens website [www.brs.dk].

Brandmæssig enhed
En bygning kan bestå af en eller flere brandmæssige enheder. Opdeling af en bygning i flere brandmæssige enheder kan sikre, at en brand ikke spreder sig hurtigt i en bygning og dermed påfører en uacceptabel risiko for personers sikkerhed, eller at redningsberedskabets indsatsmuligheder forringes. Udførelsen af den brandmæssige opdeling afhænger af bygningens størrelse og anvendelse.

Opdelingen i brandmæssige enheder skal hindre brandspredning i det tidsrum, som kræves til evakuering og redningsberedskabets indsats. For traditionelt byggeri er en brandmæssig enhed normalt en eller flere brandceller, men kan også være en eller flere brandsektioner, se kapitel 5.1.1, Anvendelseskategorier.

Bygningsafsnit
Ofte vil en større bygning med forskellige anvendelser skulle opdeles, så anvendelsen inden for det enkelte område i brandmæssig henseende er sammenlignelig. Et sådant område kan benævnes et bygningsafsnit. Et bygningsafsnit kan altså være en del af en bygning med den samme anvendelse, eller det kan være en del af et større område i en bygning med et så stort areal, at det er hensigtsmæssigt at opdele det brandmæssigt for at begrænse en brands omfang.

Et bygningsafsnit består af et eller flere rum med en brandmæssigt sammenlignelig risiko. Til et bygningsafsnit hører også gange, trapper og rum, som har direkte tilknytning til det pågældende afsnit, fx mindre kontorer, depotrum og toiletter. Et bygningsafsnit kan bestå af en eller flere brandmæssige enheder. Et bygningsafsnit udgør ofte en selvstændig brandsektion.

Brandsektion
En brandsektion er en bygning eller en del af en bygning, der er udformet, så en brand ikke spredes til andre brandsektioner inden for den tid, der er nødvendig for evakuering og redningsberedskabets indsats. En brandsektion er adskilt fra omkringliggende enheder med bygningsdele i brandklasse REI 60 A2-s1,d0 for bærende bygningsdele eller EI 60 A2-s1,d0 [tidligere BS-bygningsdel 60] for ikke-bærende bygningsdele.

Brandcelle

En brandcelle er et eller flere rum, hvorfra branden ikke spredes til andre brandceller i den tid, der kræves for evakuering og redningsberedskabets redning af personer i tilstødende brandceller. En brandcelle udgør en selvstændig brandmæssig enhed og er adskilt fra omkringliggende rum med bygningsdele i brandklasse REI 60 for bærende bygningsdele eller EI 60 [tidligere BD-bygningsdel 60] for ikke-bærende bygningsdele.

Brandsikkerheden skal opretholdes i hele bygningens levetid. Det betyder blandt andet, at brandtekniske installationer samt bygningsdele skal vedligeholdes og kontrolleres.

For bygninger, hvor mange mennesker er samlet, fx butikker, daginstitutioner, forsamlingslokaler, hoteller eller skoler, stilles der i medfør af beredskabsloven (Bekendtgørelse nr. 660, 2009) supplerende krav til drift og vedligehold af bygningens brandsikring og regler for bygningens brug. Kravene er formuleret i Bekendtgørelse om driftsmæssige forskrifter for hoteller m.v.(Bekendtgørelse nr. 212, 2008).

Kolonihavehuse
For at minimere risikoen for brandspredning mellem kolonihavehuse anbefales det at følge eksempelsamlingens retningslinjer for afstand til skel, se kapitel 5.5.3, Brandspredning til bygninger på anden grund.

Væksthuse
Der kan hentes inspiration til projektering af væksthuse i for eksempel publikationen Brandsikring af væksthusgartnerier (DEG Green Team & Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2003).

5. Brandforhold > 5.1 Generelt stk. 2

Bestemmelse

Brandsikkerheden i en bygning skal opretholdes i hele bygningens levetid.

Vejledning

For at brandsikkerheden i en bygning kan opretholdes i hele bygningens levetid, bør de brandtekniske installationer og bygningsdele løbende kontrolleres og vedligeholdes. Endvidere henledes opmærksomheden på, at ombygninger eller andre forandringer i bebyggelsen ikke må medføre ulovlig forringelse af brandsikkerheden. Ligeledes kan ændret anvendelse af bebyggelsen nødvendiggøre en ændring af brandsikringen.


Jordbrugerhvervets avls- og driftsbygninger er undtaget fra bestemmelserne i kapitel 5 bortset fra

  • Generelt i kap. 5.1,
  • flugtveje i kap. 5.2,
  • konstruktive forhold i kap. 5.3 (gælder alene for dyrestalde),
  • brandtekniske installationer i kap. 5.4 (gælder alene for dyrestalde),
  • brand- og røgspredning i kap. 5.5,
  • redningsberedskabets indsatsmulighed i kap. 5.6

Anvisning

 

5. Brandforhold > 5.3 Konstruktive forhold stk. 1

Bestemmelse

Byggevarer og bygningsdele skal udføres, så personer i eller ved bygningen kan bringe sig i sikkerhed på terræn i det fri eller et sikkert sted i bygningen, og så redningsberedskabet har mulighed for redning af personer og sikre acceptable forhold for dyr samt for slukningsarbejde.

Vejledning

Bærende konstruktioner i traditionelt byggeri kan udføres med en brandmodstandsevne som beskrevet i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri. Med hensyn til dimensionering af bærende konstruktioners bæreevne under brand henvises til Eurocodes, jf. kap. 4.2. Andre brandpåvirkninger kan anvendes, hvis de behandles som parametriske brande iht. DS/EN 1991-1-2 Brandlast med tilhørende DS/EN 1991-1-2 DK NA og brandbelastningen er dokumenteret.

Det nationale system for brandteknisk klassifikation af byggevarer og bygningsdele erstattes i de kommende år løbende af det nye europæiske system. For hver gruppe af byggevarer vil der være en overgangsperiode, hvor både det hidtidige og det nye europæiske system kan anvendes. I denne periode vil de hidtidige og de nye europæiske prøvningsmetoder og klassifikationer eksistere side om side.

Anvisning

De bærende konstruktioners brandmodstandsevne har sammen med opdeling af bygningen i brandmæssige enheder, jf. kapitel 5.1.1, stk. 1, betydning for både bygningens brugere og redningsberedskabets sikkerhed under indsatsen.

Brandmæssig klassifikation af byggevarer og bygningsdele

I henhold til byggevaredirektivet (Bekendtgørelse nr. 118, 1998) klassificeres byggevarer og bygningsdele ud fra deres:

  • – Reaktion på brand, dvs. i hvilken grad de medvirker til branden og afgiver røg og brændbare dråber eller partikler. Klassifikationsstandarden hedder DS/EN 13501-1 (Dansk Standard, 2009i).

  • – Brandmodstandsevne. Klassifikationsstandarden hedder DS/EN 13501-2 (Dansk Standard, 2009j).

 

Brandmodstandsevnen beskrives bl.a. ud fra ydeevnekriterier:

  • – 'R' for bæreevne

  • – 'E' for integritet (dvs. at der ikke må ske gennemtrængning af flammer eller varme gasser)

  • – 'I' for isolation

  • – 'W' for varmestråling.

 

Ydeevnekriterierne kombineres med en tidsangivelse, der angiver det tidsrum, ydeevnen opretholdes ved en standardiseret brandprøvning.

Den hidtidige danske klassifikation af beklædninger i klasse 1 har i det europæiske system betegnelsen 'K1 10 B-s1,d0'. Klasse 2 betegnes 'K1 10 D-s2,d2'.

Det europæiske klassifikationssystem er beskrevet nærmere i kapitel 3.1 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Energistyrelsen, 2012a).

Bærende konstruktioner
Det er et krav, at bærende konstruktioner enten udføres med klassifikation angivet iEksempelsamling om brandsikring af byggeri (Energistyrelsen, 2012a), eller det dokumenteres, at de kan overleve et relevant brandforløb.

Brandmodstandsevnen for en bærende bygningsdel kan bestemmes som beskrevet i standarderne vedrørende konstruktioner, jf. bygningsreglementets kapitel 4.2, Dimensionering af konstruktioner.

Ved beregning af bæreevnen for brandpåvirkede konstruktioner er det vigtigt at tage højde for den påvirkning af konstruktionens geometri, som temperaturbetingede deformationer af de enkelte konstruktionselementer kan medføre.

Retningslinjer for, hvilken brandmæssig klassifikation, der vil være tilstrækkelig for bærende konstruktioner, bl.a. afhængig af anvendelseskategori, er angivet i kapitel 3.3 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Energistyrelsen, 2012a).

Andre forhold
Brandmæssig klassifikation af byggevarer og bygningsdele har også betydning for andet end de bærende konstruktioner, fx for brandspredning og røgudvikling. Der skal derfor tages hensyn til disse forhold, specielt når mere komplekse bygninger skal projekteres.

Partielle etageadskillelser
Industri- og lagerbygninger i én etage ønskes ofte udført med en partiel, indskudt etageadskillelse. Ved en partiel, indskudt etageadskillelse forstås en tæt etageadskillelse, hvis størrelse ikke overstiger 75 % af den pågældende brandsektions areal. Normalt vil en partiel, indskudt etageadskillelse, der højst er 150 m2, samt de bygningsdele, der bærer denne, kunne udføres uden krav til brandmodstandsevne.

Hvis flugtveje og/eller redningsberedskabets primære indsatsveje går under en partiel indskudt etage, skal det overvejes, om muligheden for evakuering og redningsberedskabets sikkerhed er tilgodeset. Jævnfør bygningsreglementet skal flugtveje forblive sikre i det tidsrum, hvor evakueringen forløber.

5. Brandforhold > 5.3 Konstruktive forhold stk. 2

Bestemmelse

Bygningsdele skal sammenbygges, så den samlede konstruktion i brandmæssig henseende ikke er ringere end kravet til de enkelte bygningsdele i konstruktionen.

Vejledning

 

Anvisning

Brandmodstandsevnen af et bærende system bestemmes af brandmodstandsevnen af de enkelte bygningsdele og samlingerne mellem dem. Samlinger skal have samme brandmodstandsevne som de bygningsdele, der forbindes. Samlingers brandmodstandsevne bestemmes iht. beregningsmetoderne angivet i standarderne vedrørende konstruktioner eller ved prøvning.

Det er vigtigt at tage højde for, at temperaturpåvirkning fra en brand kan ændre samlingers geometri.

Figur 34. Deformation af betondæk som følge af temperaturpåvirkning.

Figur 30. Deformation af betondæk som følge af temperaturpåvirkning.

Det er også vigtigt, at samlinger udformes, så de ikke giver mulighed for røgspredning til hulrum, se også kapitel 5.3, stk. 3, om hulrum i konstruktioner. Det bør også sikres, at samlinger ikke giver anledning til utilsigtet transport af varme til andre bygningsdele.

Konstruktioner, der bærer og/eller afstiver en brandmæssig adskillelse, skal kunne opretholde bæreevnen i samme tidsrum, som den brandmæssige adskillelse skal opretholde sin adskillende funktion. I traditionelt byggeri, der planlægges iht. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri(Energistyrelsen, 2012a), skal en række brandmæssige adskillelser opretholde ydeevnekriterierne 'EI' i 60 minutter. Det betyder, at de konstruktioner, der bærer og afstiver en sådan brandmæssig adskillelse i et traditionelt byggeri, skal udføres som bygningsdel klasse R 60.

Hvor brandmæssige adskillelser bæres eller afstives af bærende konstruktioner i klasse R 30, må det derfor sikres, at den brandmæssige adskillelse er båret og afstivet på begge sider og på en sådan måde, at den brandmæssige adskillelse bliver stående, selvom de bærende og afstivende konstruktioner på den ene side bortfalder. Det er for eksempel relevant i bygningers øverste etage og i enetages bygninger, hvor de bærende konstruktioner i visse anvendelseskategorier kan udføres som bygningsdel klasse R 30, jf. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri(Energistyrelsen, 2012a).

Figur 35. Vandret snit i konstruktion med bærende væg, der afstives fra to sider og bliver stående, når den ene afstivende væg bortfalder ved brand.

Figur 31. Bærende konstruktion (vandret snit), hvor det er nødvendigt med afstivning fra to sider.

5. Brandforhold > 5.3 Konstruktive forhold stk. 3

Bestemmelse

Bygningsdele skal udføres på en sådan måde, at en brand ikke kan sprede sig fra en brandmæssig enhed til et hulrum, som passerer én eller flere brandadskillende bygningsdele.

Vejledning

Anvisning

Hvor hulrum i konstruktionen er nødvendig af hensyn til ventilation, lydisolation eller andet, bør der udføres brandstop alle steder, hvor hulrummet passerer en brandmæssig adskillelse. Hvilke materialer et brandstop kan udføres af, opridses i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri(Energistyrelsen, 2012a). For detailprojektering af brandstop henvises til litteraturen og producentanvisninger.

Facadebeklædninger (regnskærme) med et bagvedliggende ventileret hulrum kan medføre øget risiko for brandspredning, se kapitel 5.5.2, stk. 1, om krav til udvendige overflader. En ventilationsspalte bag en regnskærm, der er udført i mindst materiale klasse B-s1,d0 [klasse A-materiale], og opsat på beklædning (vindspærre) klasse K1 10 B-s1,d0 [klasse 1 beklædning], kan udføres uden brandstop, selvom ventilationsspalten passerer brandmæssige adskillelser, jf.Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Energistyrelsen, 2012a).

5. Brandforhold > 5.5.2 Brand- og røgspredning stk. 1

Bestemmelse

Udvendige overflader og tagdækninger skal udføres på en sådan måde, at de ikke giver et væsentligt bidrag til brandspredning.

Vejledning

Bestemmelserne i stk. 1 til 4 gælder også jordbrugserhvervets avls- og driftsbygninger.

Anvisning

Brandspredning via udvendige overflader og tagdækninger skyldes normalt varmestråling og konvektion. For at undgå, at tagdækninger bidrager væsentligt til brandspredning, bør tagdækning udføres med en brandteknisk klassifikation som mindst klasse Broof(t2). Man bør være opmærksom på, at ovenlys udført i brændbare materialer kan give anledning til brandspredning. Vægoverflader kan udføres med materialer, som opfylder følgende klassifikationer:

Tabel 15. Eksempler på brandmæssig klassifikation for udvendige vægoverflader.

Udvendige vægoverflader - anvendelseskategori 1-6

Bygninger med 1 etage

Beklædning klasse K1 10 D-s2,d2 [klasse 2]

Højde til gulv i øverste etage mindre end 22 m over terræn

Beklædning klasse K1 10 B-s1,d0 [klasse 1]

Indtil 20 % af facadens areal kan normalt udføres med beklædning klasse K1 10 D-s2,d2 [klasse 2-beklædning] eller som ydervægge med udvendig overflade klasse D-s2,d2 [klasse B-materiale].

Partierne placeres, så risikoen for brandspredning minimeres, og beklædningen ikke medfører brandspredning i bygningen. Der bør ikke være sammenhængende partier med materiale klasse D-s2,d2 mellem over hinanden liggende vinduer. Tilsvarende skal man være opmærksom på risikoen for brandspredning til tagudhæng.

Højde til gulv i øverste etage mere end 22 m over terræn

Beklædning klasse K1 10 B-s1,d0 [klasse 1]

Facadebeklædninger
Facadebeklædninger (regnskærme) med et bagvedliggende ventileret hulrum kan medføre øget risiko for brandspredning. Normalt vil sikkerheden mod brandspredning være tilfredsstillende, hvis regnskærmen udføres i materiale klasse B-s1,d0 [klasse A materiale] samtidig med, at overfladen på ydervæggen bag regnskærmen udføres efter anbefalingerne i tabel 15. Se også kapitel 5.3, stk. 3, om krav om brandstop i ventilerede hulrum.

Det bør også sikres, at underlag for regnskærmen ikke bidrager væsentligt til brandspredning. Eksempler på typiske løsninger, hvor træ er anvendt som underlag for regnskærmen, gives i Træ 66, Brandkrav (Træinformation, 2011a).

For bygninger med store glaspartier skal der foretages en særskilt vurdering af risikoen for brandspredning via facaden og brandspredning til andre bygninger. Det kan for eksempel ske ved en strålingsberegning som beskrevet i Information om brandteknisk dimensionering (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2004).

5. Brandforhold > 5.5.2 Brand- og røgspredning stk. 3

Bestemmelse

Installationsskakte, trapperum, elevatorskakte og lignende, der forbinder flere brandmæssige enheder, skal brandmæssigt adskilles fra andre dele af bygningen.

Vejledning

Hvis skakte mv. ikke føres op igennem tagetagen, bør der udføres en brandsektionsadskillende bygningsdel mellem skakten mv. og tagetagen.

Anvisning

Ud over opdeling af en bygning i brandsektioner på grund af forskellig anvendelseskategori, areal og antal sovepladser, bør trapperum, elevatorskakte, installationsskakte og lignende, hvor der er risiko for lodret brandspredning op gennem bygningen, være selvstændige brandsektioner. En elevator kan normalt placeres i samme brandsektion som et trapperum, hvis elevatorskakten udføres af materiale i klasse A2-s1,d0 [ubrændbart materiale]. For sikkerhedstrapper anbefales det dog, at elevator placeres i en selvstændig brandsektion, jf. kapitel 5.2, stk. 8.

Trapperum, elevatorskakte og lignende er normalt kendetegnet ved en relativ lav brandbelastning, og derfor er det normalt ikke nødvendigt at sikre mod brandsmitte herfra. Der skal dog sikres mod vinkelsmitte. Brandsektionsvægge omkring trapper, skakte m.m. kan derfor være uden brandkam eller brandkamserstatning, hvis brandsektionsvæggene føres op i tæt tilslutning til yderste tagdækning. For skorstensskakte henvises til kapitel 8.5.3.3, Beskyttelse over for berøringsskade.

Figur 44. Trapperum, som udgør en selvstændig brandsektion, kan afsluttes med en vandret brandsektionsadskillelse (a) eller føres op til yderste tagdækning (b).

Figur 40. Trapperum, som udgør en selvstændig brandsektion, kan afsluttes med en vandret brandsektionsadskillelse (a) eller føres op til yderste tagdækning (b).

Hvis en brandsektionsvæg omkring et trapperum eller en skakt ikke føres op i tæt tilslutning til yderste tagdækning, bør trapperummet eller skakten afsluttes med en vandret brandsektionsadskillelse. Tilsvarende gælder for trapperum og skakte, der afsluttes ved en etageadskillelse eller lignende, se figur 40.

Etager med kælderfunktion har på grund af oplag ofte stor brandbelastning. Ydermere vil en brand på etager med kælderfunktion typisk nå at udvikle sig kraftigere, inden den opdages, end en brand på en etage med personophold. Trapper og elevatorer, der fører til kælder, medfører derfor en øget risiko for brandspredning til flugtveje. Derfor bør adgang fra en etage med kælderfunktion til elevator ske gennem et forrum udført som en brandcelle med dør klasse EI230-C [BD-dør 30].

Adgang fra etager med kælderfunktion til trapperum med flugtvejstrapper bør enten ske via det fri eller via en luftsluse.

7. Energiforbug > 7.1 Generelt stk. 3

Bestemmelse

Bygninger og bygningsdele, herunder vinduer og døre, skal udføres, så varmetabet ikke forøges væsentligt som følge af fugt, blæst eller utilsigtet luftgennemgang.

Vejledning

Indgangspartier ved hoteller, større forretningslokaler og adgang til opvarmede trapperum bør normalt forsynes med vindfang.

Varmeisolering, der udsættes for vindpåvirkning, bør afdækkes med vindtæt materiale.

Anvisning

Fugt
Varmeisoleringen forringes, når isoleringsmaterialet har et højt fugtindhold. Det skal derfor tilstræbes, at isoleringsmaterialer holdes tørre.

Vindtætning
Isoleringsevnen forringes, når et materiale udsættes for gennemgang af kold udeluft. Materialer, der anvendes som varmeisolering, bør derfor afdækkes med et vindtæt materiale (en vindspærre) på steder i konstruktionerne, hvor der er risiko for gennemgang af kold udeluft, fx bag ventilerede facadebeklædninger.

Utilsigtet luftgennemgang
Utilsigtet luftgennemgang, dvs. ventilation gennem konstruktionen, der ikke kan kontrolleres eller styres, bør undgås. I kapitel 7.2.1, stk. 4, stilles krav til klimaskærmens tæthed i nybyggeri.

Indgangspartier
Indgangspartier, der anvendes hyppigt, og som har adgang til opvarmede rum, bør udføres med vindfang. Et vindfang begrænser den mængde luft, der udskiftes, når indgangsdøren åbnes.