Bygningsreglementets omtale af konstruktioner under terræn

Uddrag fra bygningsreglement BR10 (01.01.13) og SBi-anvisning 230. vejledning

3. Bygningers indretning > 3.3 Boliger >  3.3.1. Boligers indretning stk. 6

Bestemmelse

Gulvet i beboelsesrum og køkken må ikke ligge lavere end terrænet udenfor. Ved særlige terrænforhold kan der ses bort fra dette krav, hvis gulvet ligger over terrænet langs med mindst en vinduesvæg.

Vejledning

Tegningen viser et eksempel, hvor der er set bort fra kravet, da gulvet langs en hel vinduesvæg ligger over terrænet.

Anvisning

Gulvet i beboelsesrum og køkken må ikke ligge lavere end terrænet udenfor. Beboelsesrum eller køkken må derfor ikke indrettes i kælderetagen.

Bygninger placeret i skrånende terræn kan dog indeholde beboelsesrum og køkken, der ligger under terræn i en del af rummet, hvis blot gulvet ligger over terræn langs mindst én væg med vinduer i.

Ved løsninger med dele af rum under terræn bør der udvises særlig omhyggelighed med gulv- og vægkonstruktioner mod jord af hensyn til risiko for indtrængen af fugt og eventuelt radon. Forhold vedrørende fugtsikring er beskrevet SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013). Retningslinjer for sikring mod radon er beskrevet i SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2011) samt SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger(Rasmussen, 2011).

I forbindelse med boliger i forskudte planer ligger dele af rummene ofte under terræn. Der gøres opmærksom på, at boliger bør indrettes, så de forskudte planer udlignes i adgangsetagen, i overensstemmelse med kapitel 3.2.1, stk. 2.

4. Konstruktioner > 4.1. Generelt. stk. 1

Bestemmelse

Bygninger skal opføres, så der opnås tilfredsstillende forhold i funktions-, sikkerheds-, holdbarheds- og sundhedsmæssig henseende. Udførelsen skal være i overensstemmelse med god praksis, og der skal anvendes materialer, som er egnede til det aktuelle formål.

Vejledning

Forsvarlig udførelse af byggearbejder omfatter foruden sikkerhed for bæreevne, sundhedsmæssige forhold og en vis bestandighed også sikring mod rotter og andre skadedyr.
Bestemmelserne omfatter også opførelsesperioden, hvor opfyldelse af bestemmelserne indebærer, at kollaps og lignende skal forhindres. Bygningskonstruktioner mod undergrunden skal sikres mod radon, se kap. 6 om radonsikring. Den samlede bygningskonstruktion skal være lufttæt af hensyn til energiforbruget, se kap. 7 om energiforbrug.

Anvisning

UDDRAG
Lufttætte konstruktioner mod undergrund
Konstruktioner skal udføres lufttætte mod undergrund for at modvirke, at gasarten radon trænger ind i bygningen. Lufttæthed kan sikres ved at etablere et sammenhængende tæthedsplan omfattende alle konstruktionsdele mod jord, se desuden kapitel 6.3.3.2 om radon.

4. Konstruktioner > 4.6. Fugt og holdbarhed stk. 1

Bestemmelse

Bygninger skal udføres så vand og fugt ikke medfører skader eller brugsmæssige gener, herunder forringet holdbarhed og utilfredsstillende sundhedsmæssige forhold, se også kapitel 6, Indeklima.

Vejledning

Fugtpåvirkninger kan stamme fra regn, sne, overfladevand, grundvand, jordfugt, byggefugt, påvirkninger fra brugsvand samt luftfugtighed, herunder kondensfugt. Der henvises til Erhvervs- og Byggestyrelsens vejledning om håndtering af fugt i byggeriet.

Anvisning 

Uddrag:

Undgå fugt
Fugt i bygningsdele og konstruktioner kan medføre skimmelvækst, nedbrydning af materialer, nedsat isoleringsevne m.m. For at undgå opfugtning skal bygninger udformes, så:

  • Vandbelastning fra omgivelserne minimeres.
  • Vand og fugt afledes fra bygningen.
  • Konstruktionerne yder beskyttelse mod indtrængning af vand.
  • Konstruktionerne kan modstå normale vand- og fugtpåvirkninger.
  • Dannelse af skadelig kondens på og i konstruktioner, herunder på overflader, undgås.

Vand- og fugtbelastning
Den bedste forholdsregel mod skader og gener fra fugtpåvirkning er at udforme byggeriet, konstruktionerne og detaljerne, så vand- og fugtbelastningen bliver så lille som muligt. Se i øvrigt kapitel 4.1, stk. 5 og 6, vedrørende fugtforhold i byggematerialer.

Bygningen bør placeres og udformes under hensyntagen til vejr og vind. Læ for vind og vejr kan være en fordel for eksempel ved beskyttelse med bevoksninger og andre bebyggelser. Hvis facader og gavle eksponeres direkte for vind og vejr fra de dominerede vindretninger i åbent land, kan selv meget omhyggeligt udformede og udførte samlinger og tætninger have vanskeligt ved at beskytte mod vandindtrængning.

Konstruktioner bør udformes, så nedbør bortledes direkte, hurtigt og synligt. Eksempelvis kan langsom bortledning af regnvand fra tage eller nedløbsrør indbygget i konstruktioner erfaringsmæssigt give vanskeligheder.

Beklædningsmaterialer og samlingsdetaljer til facader og tag bør vælges under hensyntagen til de klimatiske forhold. Bygningsdele og samlinger bør udformes, så de yder konstruktiv fugtbeskyttelse af underliggende bygningsdele, fx ved overlap, drypnæser og to-trinstætninger, som sikrer bortledning af vand. Et stort tagudhæng kan beskytte sårbare samlinger mellem ydervæg og tag og samtidig reducere vandbelastningen på facadens øvrige dele.

Fugtisolering
For at hindre indtrængning af fugt i bygningen og skadelig fugtophobning i bygningens konstruktioner, må bygningsdele og konstruktioner fugtisoleres på passende vis.

SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013), gennemgår den grundlæggende viden om fugt og fugtbevægelser, som kan anvendes ved vurdering af konkrete konstruktioners ydeevne med hensyn til fugtisolering. Desuden beskrives, hvordan en række bygningsdele kan udføres fugtteknisk korrekt med konkrete eksempler på udførelsen. Flere eksempler kan findes iSBi-anvisning 189, Småhuse (Statens Byggeforskningsinstitut, 1999).

4. Konstruktioner > 4.6. Fugt og holdbarhed stk. 2

Bestemmelse

Bygninger skal sikres mod skadelig akkumulering af kondensfugt som følge af fugttransport fra indeluften.
Bygninger skal desuden sikres mod opsugning af fugt fra undergrunden.

Vejledning

Anvisning 

Uddrag:

Grundfugt
Opsugning af fugt fra grunden medfører opfugtning af materialer på grund af indtrængende vand eller ved kapillarvirkning i terrændæk og fundamenter. Opstigende grundfugt skal modvirkes ved fugtstandsende lag mellem grund og bygningsdele samt kapillarbrydende lag mellem grund og terrændæk m.m. Ved fundamenter sker sikringen ved brug af fugtspærre.

4. Konstruktioner > 4.6. Fugt og holdbarhed stk. 3

Bestemmelse

Der skal træffes foranstaltninger til bortledning af overfladevand omkring bygninger, herunder tagvand som ledes til terræn.
Der skal træffes foranstaltninger til sikring af bygningen mod indtrængen af vand fra grundvand og nedsivende overfladevand.
Hvis der benyttes dræning skal denne udføres i overensstemmelse med DS 436 Norm for dræning af bygværker m.v.

Vejledning

Vedrørende afløbsinstallationer henvises til kap. 8.4.3.

Anvisning 

Overfladevand og tagvand
Kravene om bortledning af overfladevand og sikring mod indtrængen af grundvand og nedtrængende overfladevand skal reducere fugtbelastningen på bygningen.

Bortledning af overfladevand kan for eksempel sikres ved terrænfald bort fra bygningen og/eller anvendelse af fast belægning med fald mod afløb. SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013) giver konkrete eksempler.

Indtrængen af vand
Sikring mod indtrængen af overfladevand, grundvand og nedsivende overfladevand kan opnås ved at kældervægge, sokler og terrændæk udføres vandtætte. Dokumentation for vandtæthed kan normalt fås hos producenter af tætningssystemer.

Dræn
Vand i grunden kan bortledes ved dræn eller anden regulering af grundvandet under og omkring bygningen. Dræning skal udføres i overensstemmelse med DS 436, Norm for dræning af bygværker m.v. (Dansk Standard, 1993a). Hyppigt anvendte løsninger til dræning kan ses i SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger (Pedersen et al., 2011).

Ved terrændæk i niveau med eller under det omgivende terræn bør der altid drænes, medmindre grunden i sig selv kan bortdræne vand, eller der på anden måde sikres mod langvarig vandpåvirkning.

6. Indeklima > 6.1. Generelt stk. 1

Bestemmelse

Bygninger skal opføres, så der under den tilsigtede brug af bygningerne i de rum, hvor personer opholder sig i længere tid, kan opretholdes et sundheds- og sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende indeklima.

Vejledning

UDDRAG

Sundhedsmæssigt tilfredsstillende forhold i bygninger omfatter også komfort og velvære.

Den bygningsmæssige del af indeklimaet omfatter termiske forhold (6.2), luftkvaliteten (6.3), det akustiske indeklima (6.4) samt lys­forholdene (6.5). Der henvises til SBI-anvisning 196, Indeklimahåndbogen.

Hvad angår det termiske indeklima, skal det ved planlægning af byggeri og ved valg af materialer, vinduesarealer, kølemuligheder, orientering og solafskærmning sikres, at der opnås tilfredsstillende temperaturforhold også i sommerperioden.

Luftkvaliteten er først og fremmest fastlagt ud fra den opnåede ventilation og forureningerne indendørs, herunder fugtproduktionen på grund af brugernes adfærd. Der bør altid benyttes byggematerialer med den lavest mulige afgivelse af forureninger.

Anvisning

Indeklimaets kvalitet har stor betydning, fordi vi tilbringer størstedelen af tiden inden døre. Indeklimaet skal derfor være af en sådan karakter, at det ikke alene reducerer risikoen for at pådrage sig gener, sygdomme eller symptomer, men også sikrer behagelige forhold. Et godt indeklima har positiv betydning for koncentrations- og arbejdsevne. Det gode indeklima bør ikke alene defineres ved et fravær af påvirkninger, der opleves ubehagelige eller kan være sygdomsfremkaldende, men også ved bidrag til positive sanseindtryk, fx med hensyn til akustik og lysforhold.

Et godt indeklima opnås ved en kombination af bygningens udformning og indretning samt brugen og driften af bygningen. Den bygningsmæssige del af indeklimaet omfatter:

  • Termiske forhold (lufttemperatur, strålingstemperatur, lufthastighed, luftfugtighed).
  • Luftkvalitet (luftens indhold af forurening som fugt, partikler, gasser og dampe, herunder lugt og radon)
  • Akustiske forhold (lydisolation, støjniveau, efterklangstid).
  • Lysforhold (belysningsstyrke, overfladereflektanser eller luminanser, lysfarve, kontraster, reflekser).

Bygningsreglementets henvisning til SBi-anvisning 196 vedrørende akustisk indeklima gælder alene begreber m.m. og ikke grænseværdier, da kravniveauerne i anvisningen ikke er opdateret.

6. Indeklima > 6.3. Luftkvalitet > 6.3.1 Ventilation > 6.3.1.1 Generelt

Bestemmelse

Bygninger skal ventileres. Ventilationssystemer skal projekteres, udføres, drives og vedligeholdes, så de i benyttelsestiden mindst yder de tilsigtede ydelser.

Vejledning

naturlig ventilation, hybrid ventilation eller mekanisk ventilation.

”Ventilationssystemer” refererer både til naturlig ventilation, hybrid ventilation og mekanisk ventilation. ”Ventilationsanlæg” refererer alene til mekanisk ventilation, herunder den mekaniske del af hybrid ventilation. Ventilationssystemer udføres i henhold til kap. 8.3.

Bestemmelserne om ventilation varetager alene de almene ventilationsbehov. I f.eks. arbejdsrum eller
rum i en bolig, hvor der udøves erhverv,kan der være behov for yderligere ventilation. Krav om yderligere ventilation stilles i givet fald i medfør af arbejdsmiljølovgivningen.

Bestemmelser, der skal varetage sundhedsmæssige hensyn, som f.eks. ventilationsbestemmelserne, skal være opfyldt gennem en bygnings hele levetid.

Boliger anses normalt for at være benyttet døgnet rundt.

Der henvises til DS 447, Norm for mekaniske ventilationsanlæg, DS/EN ISO 7730 Ergonomi inden for termisk miljø - Analytisk bestemmelse og fortolkning af termisk komfort ved beregning af PMV- og PPD-indekser og lokale termisk komfortkriterier og AT-vejledning A.1.2 Indeklima. For ventilation af rum med ildsteder henvises til kap. 8 samt til Gasreglementet, afsnit A.

Rengøringsstandarden i et rum har stor betydning for luftkvaliteten. Der henvises til arbejdsministeriets bekendtgørelse om faste arbejdsteders indretning, som ændret ved Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 721 af 22. juni 2006.

Anvisning

UDDRAG


Figur 45. Retningslinjer for forhold mellem højde og dybde i rum med ensidet ventilation.

Tværventilation
Ved tværventilation drives udeluft ind gennem åbninger i vindsiden, og ud gennem åbninger i læsiden, fordi vinden skaber forskel i vindtrykkene på de flader, hvor åbningerne er placeret.

Der kan etableres tværventilation i et rum, når der er åbninger i to eller flere ydervægge eller tagflader. Som tommelfingerregel kan tværventilation etableres, når rumdybden er højest 5 gange rumhøjden, se figur 46.


Figur 46. Retningslinjer for forhold mellem højde og dybde i rum med tværventilation.

Opdriftsventilation
Den termiske opdrift kan øges ved at øge den lodrette afstand mellem indtags- og afkaståbningerne. Derved øges trykforskellen, som driver ventilationen. Den øgede åbningsafstand kan opnås på flere måder, fx ved at øge rumhøjden, åbne bygningen mellem etagerne, etablere åbninger i taget eller ved at etablere lodrette kanaler eller ventilationsskorstene, se figur 47. Kanaler og skorstene uden for opvarmede rum skal isoleres for at udnytte den termiske opdrift.

Når vind og termisk opdrift optræder samtidig, kan vindtrykket både forstærke og reducere det samlede drivtryk. Virkningen afhænger af vindtrykket og åbningernes placering. Åbninger til naturlig ventilation bør placeres, så vindtrykket bidrager til en forøgelse af drivtrykket i så stor en del af året som muligt, ikke mindst i sommerperioden. Det er især vigtigt, at afkaståbningerne placeres og udformes, så der i videst muligt omfang skabes et undertryk af vinden.

 
Figur 47. Eksempler på principsnit for bygninger med opdriftsventilation.

Boliger
Ventilationsbehovet i boliger afhænger blandt andet af personers tilstedeværelse, personers aktivitetsniveau, vask og badning samt belastningen fra husholdningsprocesser som tøjvask og -tørring, madlavning og opvask.
Boliger regnes normalt for at være benyttet døgnet rundt, men også uden for de perioder, hvor der er personer til stede i boligen, kan der være behov for at opretholde ventilationen, fx for at kontrollere fugtforholdene på grund af tørring af tøj. Derfor skal ventilationssystemets minimumsydelse normalt opretholdes konstant. Ikke-brugsperioder er ofte uforudsigelige og overvejende af kort varighed.

Indeluften indeholder desuden forskellige organiske gasser og dampe, som blandt andet kommer fra byggematerialer og inventars afgasning. Denne type forurening bør begrænses ved at reducere eller eliminere forureningskilderne, frem for at øge ventilationen. Derfor bør der vælges lavt forurenende byggematerialer og produkter. Det kan fx være materialer, der er omfattet af Dansk Indeklima Mærkning (DIM), se kapitel 6.3.2, Forureninger fra byggematerialer.

Indeluften kan også indeholde radon, som er en naturligt forekommende radioaktiv luftart. Den største kilde til forekomst af radon i danske boliger er jorden under boligen. Radonindholdet i jorden varierer betydeligt over landet afhængig af undergrundens beskaffenhed. Selv om ventilationens størrelse har indflydelse på radonniveauet i indeluften, skal radonniveauet først og fremmest begrænses ved at gøre bygningens konstruktion mod jorden lufttæt, eller ved for eksempel at reducere eller eliminere forskellen mellem lufttrykket under bygningen og lufttrykket inde i bygningen, se kapitel 6.3.3.2, Radon.

6. Indeklima > 6.3 Luftkvalitet 6.3.3 Forureninger i øvrigt > 6.3.3.2 Radon stk. 1

Bestemmelse

Indstrømning af radon til indeklimaet skal begrænses ved at gøre bygningskonstruktionen mod undergrunden lufttæt eller ved at benytte andre tilsvarende effektive foranstaltninger.7.2.1, stk. 4

Vejledning

Radon er en radioaktiv luftart, som findes i jorden. Radon forhindres i at trænge op i bygninger ved at gøre fundamenter, terrændæk, gulve, kældergulve og kælderydervægge lufttætte ved f.eks. at udføre konstruktionerne af beton med omhyggelig udførelse, så der opnås en god, ensartet og revnefri konstruktion, og ved at tætne omkring rør- og kanalgennemføringer i disse bygningsdele.

Der henvises til Byggeteknisk Erfaringsformidling, BYG-ERFA blad SfB (99) 02 09 27, Radon-forebyggelse og afhjælpning, og Erhvervs- og Byggestyrelsens pjece om radon og enfamilieshuse.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har følgende anbefalinger for radon i indeklimaet i eksisterende byggeri:

De internationale anbefalinger er, at der bør vælges et nationalt referenceniveau for eksisterende boliger på mellem 100 og 300 Bq/m3.

På den baggrund anbefaler styrelsen, at der i eksisterende bygninger iværksættes enkle og billige forbedringer, når radonindholdet er mellem 100 Bq/m³ og 200 Bq/m³, og at der iværksættes mere effektive forbedringer, når radonindholdet overstiger 200 Bq/m³. Der henvises til Erhvervs- og Byggestyrelsens pjece Radon og enfamiliehuse.

Prøvning af luftskifte sker på grundlag af DS/EN 13829 Bygningers termiske ydeevne - Bestemmelse af luftgennemtrængelighed i bygninger - Prøvningsmetode med overtryk skabt af ventilator.

Kommunalbestyrelsen stiller krav om dokumentation af luftskiftet, jf. kap. 1.4, stk. 2.

For større bygninger kan luftskiftet gennem utætheder evt. eftervises for et bygningsafsnit.

Anvisning

Radon er en radioaktiv luftart i jorden, der udløser radioaktiv stråling, som er sundhedsskadelig. Radon og tobaksrygning forstærker hinandens virkninger og øger risikoen for lungekræft. Radon bør derfor forhindres i at trænge ind i bygninger. Radonindholdet i jorden varierer betydeligt over tid og over landet og er højst ved klippegrund og fedt ler med sprækker og lavest, hvor der er sandjord.

Radon kan trænge ind i en bygning gennem revner og sprækker mod jord, fordi der ofte er lavere lufttryk inde i bygningen end under bygningen. Der er derfor altid mere radon i indeluften end i udeluften. Hvis der er meget radon i indeluften, øges risikoen for lungekræft. Radonproblemet er især knyttet til rum med gulve direkte mod jord, det vil sige i kældre eller i stueetagen i huse med terrændæk.

Eksisterende bygninger
I ældre bygninger er der større risiko for høje koncentrationer af radon end i bygninger, der er opført siden år 2000. Bygninger med utætheder i terrændæk og fundamenter har en særlig risiko. Desuden er forekomsten af høje radonkoncentrationer i bygninger større i visse egne af Danmark. Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) under Sundhedsstyrelsen har lavet et kort over risikoen for forhøjede radonkoncentrationer i Danmark [www.sis.dk].

Radonindtrængning kan begrænses ved at tætne konstruktionen mod jord. En anden mulighed er at reducere trykforskellen over gulvkonstruktionen. Det kan for eksempel være hensigtsmæssigt ved udbedring af radonproblemer i eksisterende bygninger.

Forskriftsmæssig ventilation i henhold til kapitel 6.3.1, Ventilation, vil også medvirke til at reducere radonindholdet i indeluften.

Tætning
Radonindtrængning kan begrænses ved at gøre fundamenter, terrændæk, dæk mod krybekælder, kældergulve og kælderydervægge samt samlinger mellem disse lufttætte. Det kan for eksempel sikres med lufttætte materialer eller med membraner. Desuden skal der tætnes omkring rør- og kanalgennemføringer i disse bygningsdele.

Erfaringen viser, at konstruktionerne og ikke mindst samlinger i mange tilfælde ikke forbliver lufttætte, fx når der etableres yderligere gennemføringer i forbindelse med nye installationer. Det anbefales derfor, at man i nye bygninger, som supplement til lufttætte konstruktioner, forbereder et suglag under gulvkonstruktionen, som beskrevet i SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger (Rasmussen, 2011)."

Reduktion af trykforskel
Der kan etableres et sug under terrændækket, som reducerer eller fjerner trykforskellen. Et sug kan være passivt i form af et rør, der føres fra et porøst lag under gulvkonstruktionen, fx et kapillarbrydende lag, op over taget. Termisk opdrift og vindpåvirkning vil være drivkræfterne, som skaber et undertryk. Suget kan også være aktivt, hvor det er en ventilator, der skaber undertrykket.

Kontrolmåling
En kontrolmåling af radonkoncentrationen i nybyggeri vil ofte være den mest effektive måde at sikre, at konstruktionerne mod jord er udført lufttæt. Desuden anbefales det at foretage en kontrolmåling i en eksisterende bygning, hvis der er mistanke om, at radonkoncentrationen er for høj, for at vurdere om der er behov for afhjælpende foranstaltninger.

Radonindholdet i indeluften kan måles ved hjælp af såkaldte 'dosimetre'. Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) henviser til firmaer, som har specialiseret sig i denne type målinger [www.sis.dk]. De mest pålidelige målinger opnås ved at anbringe mindst to dosimetre i boligen i mindst 60 dage i opvarmningsperioden, typisk ét i et soverum og ét i et opholdsrum.

Metoder til vurdering af målte radonkoncentrationer samt løsninger til radonsikring af nybyggeri er beskrevet SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2011) og SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger (Rasmussen, 2011). Desuden henvises til SBi-anvisning 196, Indeklimahåndbogen (Valbjørn et al., 2000).

6. indeklima > 6.3 Luftkvalitet > 6.3.3 Forureninger i øvrigt > 6.3.3.2 Radon stk. 2

Bestemmelse

Bygningen skal udføres, så det sikres at radonindholdet ikke overstiger 100 Bq/m³.

Vejledning

Foretages der måling af radon, bør målingen ske over mindst 2 måneder i fyringssæsonen og målingen bør resultere i en beregnet gennemsnitlig radonkoncentration over et helt år - årsmiddelværdien for boligen.

Der henvises i øvrigt til Statens Institut for Strålebeskyttelse www.sis.dk

Anvisning