Bygningsreglementets omtale af fugt

Uddrag fra bygningsreglement BR10 (01.01.13) og SBi-anvisning 230. vejledning

3. Bygningers indretning > 3.3 Boliger >  3.3.1. Boligers indretning stk. 6

Bestemmelse

Gulvet i beboelsesrum og køkken må ikke ligge lavere end terrænet udenfor. Ved særlige terrænforhold kan der ses bort fra dette krav, hvis gulvet ligger over terrænet langs med mindst en vinduesvæg.

Vejledning

Tegningen viser et eksempel, hvor der er set bort fra kravet, da gulvet langs en hel vinduesvæg ligger over terrænet.

Anvisning 

Gulvet i beboelsesrum og køkken må ikke ligge lavere end terrænet udenfor. Beboelsesrum eller køkken må derfor ikke indrettes i kælderetagen.

Bygninger placeret i skrånende terræn kan dog indeholde beboelsesrum og køkken, der ligger under terræn i en del af rummet, hvis blot gulvet ligger over terræn langs mindst én væg med vinduer i.

Ved løsninger med dele af rum under terræn bør der udvises særlig omhyggelighed med gulv- og vægkonstruktioner mod jord af hensyn til risiko for indtrængen af fugt og eventuelt radon. Forhold vedrørende fugtsikring er beskrevet SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013). Retningslinjer for sikring mod radon er beskrevet i SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2011) samt SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger(Rasmussen, 2011).

I forbindelse med boliger i forskudte planer ligger dele af rummene ofte under terræn. Der gøres opmærksom på, at boliger bør indrettes, så de forskudte planer udlignes i adgangsetagen, i overensstemmelse med kapitel 3.2.1, stk. 2.  

4. Konstruktioner > 4.1. Generelt. stk. 1

Bestemmelse

Bygninger skal opføres, så der opnås tilfredsstillende forhold i funktions-, sikkerheds-, holdbarheds- og sundhedsmæssig henseende. Udførelsen skal være i overensstemmelse med god praksis, og der skal anvendes materialer, som er egnede til det aktuelle formål.

Vejledning

Forsvarlig udførelse af byggearbejder omfatter foruden sikkerhed for bæreevne, sundhedsmæssige forhold og en vis bestandighed også sikring mod rotter og andre skadedyr.

Bestemmelserne omfatter også opførelsesperioden, hvor opfyldelse af bestemmelserne indebærer, at kollaps og lignende skal forhindres. Bygningskonstruktioner mod undergrunden skal sikres mod radon, se kap. 6 om radonsikring. Den samlede bygningskonstruktion skal være lufttæt af hensyn til energiforbruget, se kap. 7 om energiforbrug.

Anvisning 

Tilfredsstillende forhold er et almindeligt anvendt udtryk for, at alment anerkendte anvisninger for den tekniske udformning følges, og at rimelige forventninger udtrykt ved byggetraditioner er opfyldt.

For generel information om anvendelse af kvalitetsniveauer i byggeriet henvises til det indledende afsnit om kvalitetsbegreber.

Funktion
Bygninger og konstruktioner skal bibeholde deres funktion i hele den levetid, som kan anses for normal for bygningstypen i forhold til den påtænkte anvendelse.

Det sker, at bygningen i løbet af levetiden indrettes til nye funktioner og andre anvendelser. Her kan et mindre specifikt og mere generelt bygnings- og konstruktionsdesign samt valg af fleksible løsninger ofte give en mere anvendelig bygning.

Der skelnes mellem 'fleksibel bygningsfunktion' og 'fleksibel konstruktion'. En fleksibel bygningsfunktion og indretning vil ofte stille større krav til konstruktionernes ydeevne, mens en fleksibel konstruktion tillader, at bygningen anvendes til flere funktioner.

Holdbarhed
Bygningen og dens konstruktioner skal som minimum holde i hele den levetid, der kan anses for normal for bygningstypen i forhold til den påtænkte funktion. En bedre holdbarhed kan opnås ved at vælge løsninger, dimensioner og materialer, som i nogen grad mere end opfylder kravene.

En bygnings levetid vil være en funktion af mange parametre, fx anvendelse, konstruktionstype, materialer, vedligehold. Bygninger, der ikke fra starten er tænkt midlertidige, vil kunne forventes at have en levetid på mindst 50 år, og en levetid på 70 til 100 år kan anses for normal. Levetiden for bygningsdele afhænger af bygningsdelens funktion, materiale, vedligehold m.m. Levetiden for konstruktionsdele vil almindeligvis skulle svare til bygningens levetid som helhed. Ikke-bærende bygningsdele til klimaskærmen kan have en kortere levetid end bygningen som helhed, mens dele til bygningens aptering normalt vil have de korteste levetider, fx 10 til 30 år.

Robuste bygninger
En bygning anses for robust, når de kvalitetsmæssigt afgørende bygningsdele enkeltvis og i deres samvirken kun er lidt følsomme over for fejl og utilsigtede påvirkninger. Bygningsdele og materialer bør have overskud til at modstå mindre svigt. Minimering til grænsen af ydeevnen vil for almindeligt byggeri derfor ikke være tilrådeligt, da det ofte vil føre til et mindre robust bygværk, se i øvrigt DS/INF 146 (Dansk Standard, 2003a). Design og projektering bør have sigte på, at et bygværk i hele sin levetid til en vis grad er robust overfor utilsigtede forandringer og påvirkninger, ligesom der bør vælges løsninger, der er så enkle som mulige at udføre.

Bemærk, at der ved svigt tænkes på alle betydende situationer, hvor ydeevnen viser sig utilstrækkelig. Det vil sige både svigt af konstruktioner og svigt af bygningsfysisk ydeevne m.m. Vedrørende begreberne fejl, svigt, skade og mangel henvises til bekendtgørelse om kvalitetssikring af byggearbejder (Bekendtgørelse nr. 1117, 2010).

Bygningsdele kan betragtes som robuste, hvis de kan modstå utilsigtede men ikke sjældent forekommende påvirkninger i den normale levetid ved den påtænkte anvendelse. I den europæiske standard for projektering af bærende konstruktioner, Eurocode 0 (Dansk Standard, 2007e), stilles mere specifikke krav til konstruktioners statiske robusthed. En bærende konstruktion kan anses for robust, når de sikkerhedsmæssigt afgørende dele af konstruktionen kun er lidt følsomme over for utilsigtede påvirkninger og defekter, eller der ikke sker et omfattende svigt af konstruktionen, hvis en begrænset del af konstruktionen svigter, se i øvrigt kapitel 4.2, Dimensionering af konstruktioner, og kapitel 4.6, Fugt og holdbarhed.

God praksis
God praksis er et almindeligt anvendt udtryk for, at anerkendte anvisninger for den tekniske udførelse følges. God praksis omfatter også, at der tages hensyn til registrerede erfaringer fra praksis, fx udgivelser fra fonden Byg-Erfa [www.byg-erfa.dk]. God praksis svarer til god byggeskik.

God praksis omfatter også at følge alment anerkendte sædvaner og traditioner – også de uskrevne – som er skabt og udviklet af byggeriets parter gennem erfaringsopsamling fra praksis. Erfaringer med 'god byggeskik' og tilknyttede begreber er opsamlet af blandt andet Byggeskadefonden [www.bsf.dk].

Egnede materialer
Materialer, der har været anvendt i mange år, og som har vist sig egnede til formålet, vil ofte være at foretrække frem for ukendte materialer. Nye materialer eller materialer, der ikke er erfaring med til det påtænkte formål, bør prøves og vurderes før anvendelsen. Prøvningsresultater og vurderinger skal som hovedregel kunne dokumenteres.

Byggematerialer skal være forenelige med andre materialer, som de sammenbygges med i fysisk og kemisk henseende. Her skal man især være opmærksom på kemiske reaktioner, elektrokemisk korrosion, opfugtning fra byggefugt og nedbrydning af polymere materialer.

Bygbarhed
For at opnå holdbare og sikre bygninger skal bygningen være bygbar i praksis. God bygbarhed indebærer blandt andet at:

  • Konstruktioner, samlingsdetaljer og udførelsesmetoder er tænkt igennem og beskrevet i et fyldestgørende udførelsesgrundlag.
  • Materialer og bygningsdele kan indbygges og monteres korrekt under hensyntagen til forholdene på byggepladsen.
  • Bygningsdele kan modstå håndtering og montering på byggepladsen.
  • Byggeriet kan kontrolleres på en praktisk måde under udførelsen.

Komplicerede processer kan ofte med fordel udføres på fabrik eller værksted, hvor vilkårene for arbejdet almindeligvis er bedre end på byggepladsen. Sådanne bygningskomponenter skal kunne modstå påvirkninger under transporten til byggepladsen.

Udførelse
Under udførelsen skal der tages hensyn til såvel sikkerheden i bygningen som sikkerheden af midlertidige konstruktioner, fx til understøtning, afstivning eller støbning.

Sikkerhed af bygningen under opførelsen omfatter for eksempel sikkerhed mod væltning, kipning og ustabilitet af bygningsdele samt laste og lastkombinationer, der følger af udførelsen.

Lufttætte konstruktioner mod undergrund
Konstruktioner skal udføres lufttætte mod undergrund for at modvirke, at gasarten radon trænger ind i bygningen. Lufttæthed kan sikres ved at etablere et sammenhængende tæthedsplan omfattende alle konstruktionsdele mod jord, se desuden kapitel 6.3.3.2 om radon.

 

4. Konstruktioner > 4.1. Generelt. stk. 6

Bestemmelse

Bygningskonstruktioner og -materialer må ikke have et fugtindhold, der ved indflytning medfører risiko for vækst af skimmelsvamp.

Vejledning

Kravet skal minimere risikoen for indflytning i for fugtige bygninger samt risikoen for vækst af skimmelsvamp. Dette gælder i forbindelse med såvel nybyggeri som renovering. Ved bestemmelse af et materiales kritiske fugtindhold skal der tages hensyn til eventuel overfladesnavs.
Kravet skal ses i sammenhæng med stk.5.

Anvisning 

Fugtkravet kan eftervises ved måling af fugtindhold i materialer og bygningsdele før ibrugtagning. Ifølge bestemmelserne om krav i byggetilladelser i kapitel 1.4, stk. 2, nr. 4, skal fugtmålingen foretages af en sagkyndig, som efterfølgende skal afgive en erklæring om fugtforholdene. Erklæringen kan være en del af den fugttekniske dokumentation, jf. afsnittet nedenfor om fugtteknisk dokumentation. Der er ingen specifikke krav til den sagkyndiges organisatoriske placering, og denne kan med fordel udføre sit arbejde som et integreret led i byggeriets tilblivelse.

Kravene til en fugtsagkyndig og dennes opgaver beskrives i vejledningen Krav til fugtteknisk dokumentation samt fugtsagkyndiges kompetencer og virke (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2011).

Ved fugtmåling skal det eftervises, at fugtindholdet i et materiale ikke overstiger materialets kritiske fugtindhold. Ved vurdering af et materiales kritiske fugtindhold skal der blandt andet tages hensyn til risiko for:

  • Forringelse af mekaniske egenskaber
  • Forringelse af termiske egenskaber
  • Uønskede fugtbevægelser som følge af svind og kvældning
  • Uønskede kemiske og elektrokemiske reaktioner
  • Råd, svampe- og insektangreb
  • Skimmelsvampevækst.

Med hensyn til risikoen for skimmelsvampevækst skal vurderingen af, om fugtindholdet er kritisk, blandt andet ses i sammenhæng med temperaturen, overfladens beskaffenhed og fugtbelastningens varighed.

I øjeblikket findes der ikke nogen ensartet testmetode, hvorefter materialer kan testes for kritisk fugtindhold med hensyn til risiko for vækst af skimmelsvampe eller andre påvirkninger. Men leverandører og producenter kan eventuelt have oplysninger om kritisk fugtindhold. I givet fald må det vurderes, om den valgte testmetode er relevant for det aktuelle tilfælde.

Hvis det kritiske fugtindhold med hensyn til skimmelvækst for et materiale ikke er kendt og dokumenteret, kan et fugtindhold i materialet, der er i ligevægt med en relativ luftfugtighed (RF) på 75 % på materialets overflade, normalt anvendes som kritisk fugtindhold uanset overfladebeskaffenhed, temperatur og varighed af fugtbelastningen, se fx Fukthandbok: Praktik och teori (Nevander & Elmarsson, 2006).

Ved tilrettelægning af fugtmålingen skal der blandt andet tages hensyn til:

  • Særligt fugtfølsomme materialers fugtforhold
  • Materialers varierende evne til at optage fugt fra omgivelserne
  • Årstidsbestemte variationer i materialernes fugtindhold
  • Udtørring af materialer efter våde byggeprocesser
  • Lukning af råhus og udtørringsprocesser ved opvarmning
  • Fugtophobning ved transport og opbevaring.

Fugtmålinger skal være repræsentative, dækkende og tilrettelægges individuelt for det enkelte byggeri. Det vil sige, at fugtmålinger skal være fordelt jævnt over bygningen og dens bygningsdele samt være af et antal, der giver et signifikant grundlag for vurdering af bygningens fugtforhold. Der skal ofte foretages et stort antal fugtmålinger, da fugtforholdene kan variere betydeligt i den samme bygning og inden for samme bygningsdel. For eksempel er det nødvendigt i et trægulv på et betondæk både at måle fugtindhold i trægulv og det underliggende betondæk. Måling af fugtindhold i betondæk bør foretages før lægning af trægulv.

Fugtmålinger, der efterviser et fugtindhold under materialernes kritiske fugtindhold, er ikke en garanti mod, at der alligevel kan optræde fugtophobninger og skimmelvækst i byggeriet af følgende årsager:

  • Det kan være vanskeligt at opnå en dækkende beskrivelse af fugtforholdene med fugtmålinger.
  • Fugt kan transporteres rundt i materialer og bygningsdele efter byggeriets færdiggørelse.
  • Skimmelvækst kan være skjult i utilgængelige bygningsdele på måletidspunktet.

Forhold vedrørende fugtmåling og fugtteknisk dokumentation behandles desuden i:

Fugtteknisk dokumentation
Før ibrugtagning af byggeriet kan der med fordel udarbejdes en fugtteknisk dokumentation, som bør indeholde:

  • Forskrifter for kvalitetssikring, jf. stk. 5 i dette kapitel, som foreskrevet i projektets udførelsesgrundlag, herunder arbejdsbeskrivelser.
  • Kontroldokumentation af fugttekniske forhold under udførelsen.
  • Resultater af fugtmålinger.

Som supplement til den fugttekniske dokumentation kan der gennemføres en systematisk visuel kontrol for skimmelvækst.

Nærmere beskrivelse, af hvordan den fugttekniske dokumentation kan udføres, findes i Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010a).

4. Konstruktioner > 4.6. Fugt og holdbarhed stk. 1

Bestemmelse

Bygninger skal udføres så vand og fugt ikke medfører skader eller brugsmæssige gener, herunder forringet holdbarhed og utilfredsstillende sundhedsmæssige forhold, se også kapitel 6, Indeklima.

Vejledning

Fugtpåvirkninger kan stamme fra regn, sne, overfladevand, grundvand, jordfugt, byggefugt, påvirkninger fra brugsvand samt luftfugtighed, herunder kondensfugt. Der henvises til Erhvervs- og Byggestyrelsens vejledning om håndtering af fugt i byggeriet.

Anvisning 

Uddrag:

Undgå fugt
Fugt i bygningsdele og konstruktioner kan medføre skimmelvækst, nedbrydning af materialer, nedsat isoleringsevne m.m. For at undgå opfugtning skal bygninger udformes, så:

  • Vandbelastning fra omgivelserne minimeres.
  • Vand og fugt afledes fra bygningen.
  • Konstruktionerne yder beskyttelse mod indtrængning af vand.
  • Konstruktionerne kan modstå normale vand- og fugtpåvirkninger.
  • Dannelse af skadelig kondens på og i konstruktioner, herunder på overflader, undgås.

Vand- og fugtbelastning
Den bedste forholdsregel mod skader og gener fra fugtpåvirkning er at udforme byggeriet, konstruktionerne og detaljerne, så vand- og fugtbelastningen bliver så lille som muligt. Se i øvrigt kapitel 4.1, stk. 5 og 6, vedrørende fugtforhold i byggematerialer.

Bygningen bør placeres og udformes under hensyntagen til vejr og vind. Læ for vind og vejr kan være en fordel for eksempel ved beskyttelse med bevoksninger og andre bebyggelser. Hvis facader og gavle eksponeres direkte for vind og vejr fra de dominerede vindretninger i åbent land, kan selv meget omhyggeligt udformede og udførte samlinger og tætninger have vanskeligt ved at beskytte mod vandindtrængning.

Konstruktioner bør udformes, så nedbør bortledes direkte, hurtigt og synligt. Eksempelvis kan langsom bortledning af regnvand fra tage eller nedløbsrør indbygget i konstruktioner erfaringsmæssigt give vanskeligheder.

Beklædningsmaterialer og samlingsdetaljer til facader og tag bør vælges under hensyntagen til de klimatiske forhold. Bygningsdele og samlinger bør udformes, så de yder konstruktiv fugtbeskyttelse af underliggende bygningsdele, fx ved overlap, drypnæser og to-trinstætninger, som sikrer bortledning af vand. Et stort tagudhæng kan beskytte sårbare samlinger mellem ydervæg og tag og samtidig reducere vandbelastningen på facadens øvrige dele.

Fugtisolering
For at hindre indtrængning af fugt i bygningen og skadelig fugtophobning i bygningens konstruktioner, må bygningsdele og konstruktioner fugtisoleres på passende vis.

SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013), gennemgår den grundlæggende viden om fugt og fugtbevægelser, som kan anvendes ved vurdering af konkrete konstruktioners ydeevne med hensyn til fugtisolering. Desuden beskrives, hvordan en række bygningsdele kan udføres fugtteknisk korrekt med konkrete eksempler på udførelsen. Flere eksempler kan findes iSBi-anvisning 189, Småhuse (Statens Byggeforskningsinstitut, 1999).

4. Konstruktioner > 4.6. Fugt og holdbarhed stk. 2

Bestemmelse

Bygninger skal sikres mod skadelig akkumulering af kondensfugt som følge af fugttransport fra indeluften.
Bygninger skal desuden sikres mod opsugning af fugt fra undergrunden.

Vejledning

Anvisning 

Uddrag:

Grundfugt
Opsugning af fugt fra grunden medfører opfugtning af materialer på grund af indtrængende vand eller ved kapillarvirkning i terrændæk og fundamenter. Opstigende grundfugt skal modvirkes ved fugtstandsende lag mellem grund og bygningsdele samt kapillarbrydende lag mellem grund og terrændæk m.m. Ved fundamenter sker sikringen ved brug af fugtspærre.

4. Konstruktioner > 4.6. Fugt og holdbarhed stk. 3

Bestemmelse

Der skal træffes foranstaltninger til bortledning af overfladevand omkring bygninger, herunder tagvand som ledes til terræn.
Der skal træffes foranstaltninger til sikring af bygningen mod indtrængen af vand fra grundvand og nedsivende overfladevand.
Hvis der benyttes dræning skal denne udføres i overensstemmelse med DS 436 Norm for dræning af bygværker m.v.

Vejledning

Vedrørende afløbsinstallationer henvises til kap. 8.4.3.

Anvisning 

Overfladevand og tagvand
Kravene om bortledning af overfladevand og sikring mod indtrængen af grundvand og nedtrængende overfladevand skal reducere fugtbelastningen på bygningen.

Bortledning af overfladevand kan for eksempel sikres ved terrænfald bort fra bygningen og/eller anvendelse af fast belægning med fald mod afløb. SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013) giver konkrete eksempler.

Indtrængen af vand
Sikring mod indtrængen af overfladevand, grundvand og nedsivende overfladevand kan opnås ved at kældervægge, sokler og terrændæk udføres vandtætte. Dokumentation for vandtæthed kan normalt fås hos producenter af tætningssystemer.

Dræn
Vand i grunden kan bortledes ved dræn eller anden regulering af grundvandet under og omkring bygningen. Dræning skal udføres i overensstemmelse med DS 436, Norm for dræning af bygværker m.v. (Dansk Standard, 1993a). Hyppigt anvendte løsninger til dræning kan ses i SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger (Pedersen et al., 2011).

Ved terrændæk i niveau med eller under det omgivende terræn bør der altid drænes, medmindre grunden i sig selv kan bortdræne vand, eller der på anden måde sikres mod langvarig vandpåvirkning.